Israel fordømmer aftale mellem Fatah og Hamas

Palæstinenserne skal ikke regne med, at Israels regering vil tale med dem, hvis Hamas kommer med i en regering.

Dagen efter at de to store palæstinensiske grupper, det overvejende verdslige Fatah og det islamiske Hamas, indgik en forsoningsaftale, skruer israelske ledere bissen på.

- Med denne aftale er en rød linje krydset, siger Avigdor Lieberman, Israels udenrigsminister.

- Vi har et stort arsenal af tiltag til rådighed, herunder ophævelse af den VIP-status, som Mahmoud Abbas og Salam Fayyad nyder, siger han til israelsk militærradio.

Abbas og Sayyad er i øjeblikket palæstinensisk selvstyrepræsident og premierminister.

- Vi kan også fastfryse overførslen af skatter, som Israel opkræver for de palæstinensiske myndigheder, tilføjer Lieberman.

Forsoningsaftalen mellem Fatah, som sidder på Vestbredden, og Hamas, der kontrollerer Gazastriben, kom onsdag efter måneders forhandlinger.

Aftalen indebærer, at der skal dannes en overgangsregering, og så skal der inden et år holdes præsident- og parlamentsvalg.

I øjeblikket er det Fatah, der udgør den palæstinensiske ledelse, men kommer Hamas med i ledelsen, bliver der problemer med Israel.

Hamas anerkender ikke staten Israel, og fra Gaza skydes der jævnligt raketter imod Israel.

- Vi håber, at hele det internationale samfund vil opretholde betingelserne, som Mellemøstkvartetten har indført over for palæstinenserne, altså stop for vold, anerkendelse af Israel og tidligere aftaler. Hamas accepterer ikke disse betingelser, siger Ehud Barak, Israels forsvarsminister.

Kort efter at oplysningerne om aftalen kom frem, advarede Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, selvstyrepræsident Abbas om, at han "må vælge mellem fred med Israel eller fred med Hamas".

/ritzau/AFP

/ritzau/

Israelske ministre buldrer imod forsoningsaftalen mellem Fatah og Hamas.

Offentliggjort Sidst opdateret