Israel gengælder syrisk raketangreb
Fire raketter fløj torsdag fra Syrien mod Israel og Golan-højderne. Israel advarer Syrien om konsekvenser.
Israel har torsdag affyret raketter mod den syriske del af Golan-højderne, rapporterer statsligt syrisk tv.
Raketterne menes at være gengældelse, efter fire raketter blev skudt ind over grænsen fra Syrien mod Israel. Her ramte de torsdag eftermiddag i det nordlige Israel og de israelsk besatte Golan-højder.
Ingen kom til skade ved angrebene, men raketterne forårsagede flere brande, siger den israelske hær.
Hæren anklager den militante palæstinensiske gruppe Islamisk Jihad for at stå bag.
- Det var Islamisk Jihads værk, en organisation der er finansieret af og arbejder for Iran, og vi holder den syriske regering ansvarlig, og den vil mærke konsekvenserne, siger hæren i en meddelelse.
Islamisk Jihad er en palæstinensisk organisation, som først og fremmest er baseret i Gazastriben. Gruppen afviser at stå bag raketangrebene.
Nogle timer senere meddelte syrisk stats-tv, at Israel havde affyret raketter mod den syriske del af Golan-højderne.
Ifølge statsligt syrisk tv er der ikke meldinger om tilskadekomne. Men Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, som overvåger situationen i landet, siger, at syriske soldater blev ramt.
Den syriske regering kæmper mod flere oprørsgrupper og har mistet kontrollen over store dele af landet.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub