Israel gør klar til ugelang operation i Gaza
Palæstinensere i Gaza City betragter lørdag nogle af skaderne i byen, efter at Israel har foretaget en række luftangreb som svar på militante gruppers affyring af raketter mod Israel. Den israelske militæroperation er ikke slut, siger brigadegeneral. Foto: Mohammed Talatene/Ritzau Scanpix
14 meldes dræbt og 110 såret efter israelske luftangreb mod Gazastriben. Ingen udsigt til våbenhvile.
Israel forbereder sig på en militæroperation i Gazastriben, der vil "vare en uge".
Det meddeler israelsk militær lørdag.
- Vi fortsætter. Vi er ikke færdige endnu, siger brigadegeneral Ran Kohav til avisen Jerusalem Post.
En talsmand for det israelske militær tilføjer over for nyhedsbureauet AFP, at der "ikke på nuværende tidspunkt er forhandlinger om en våbenhvile" med Islamisk Jihad.
Samme melding kommer fra den militante palæstinensiske gruppe.
- Tiden er inde til modstand, ikke våbenhvile, siger en talsmand for Islamisk Jihad til nyhedsbureauet Reuters.
Det israelske militær hævder, at Islamisk Jihad var ved at forberede et angreb mod Israel, og at militæret blev nødt til at sætte ind med et forebyggende angreb mod gruppen.
Sundhedsministeriet i Gaza melder om 14 dræbte og mindst 110 sårede, skriver Reuters.
Lørdag fortsætter de israelske luftangreb mod Gaza. Her svarer palæstinensiske grupper igen med at skyde raketter mod Israel.
Det er de værste uroligheder i området, siden militante palæstinensere og Israel udkæmpede en 11 dage lang konflikt mod hinanden i maj sidste år.
De fortsatte skyderier hen over grænsen vækker frygt for en gentagelse af den blodige konflikt for 15 måneder siden.
Dagligdagen i enklaven er gået i stå. Gaderne er øde, og de fleste butikker er lukket.
På den anden side af grænsen flygter israelerne ned i beskyttelsesrum, når sirenerne advarer om et nyt raketangreb fra Gaza.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub