Israel har i et år ligget inde med plan på 40 sider om Hamas-angrebet

Hamas tog blandt andet kontrol med denne israelske Merkava-kampvogn, da det lykkedes den militante gruppe at trænge over grænsen til Israel den 7. oktober. Foto: Said Khatib/Ritzau Scanpix

For et år siden fik Israel fat i et Hamas-dokument, der beskriver det angreb, som skete den 7. oktober, skriver New York Times. Planen blev døbt "Jerikos mur".

Offentliggjort Sidst opdateret

Israels efterretningstjenester og militær har i et års tid kendt til den plan, som den militante, palæstinensiske Hamas-bevægelse udførte mod Israel den 7. oktober.

Det var lige fra detaljer om, at der skulle sendes byger af raketter mod Israel for at aflede opmærksomheden fra grænsehegnet, så væbnede Hamasfolk kunne trænge ind i Israel på motorcykler, til detaljer om Israels militærbaser i nærheden.

Der var detaljer om, at Hamas ville bruge paraglidere. Om at droner skulle sætte Israels overvågningssystemer ud af spillet.

Siden angrebet for snart to måneder siden har flere af de soldater, der overvågede grænsen mellem Israel og Gaza sagt, at de forgæves advarede længere op i systemet om, at Hamas holdt usædvanlig militærtræning.

Så kom angrebet, og Hamas angreb baser, kibbutzer, en musikfestival og dræbte 1200 israelere. 240 gidsler blev bragt med til Gaza, og den igangværende krig gik i gang.

Det er New York Times, der skriver, at Israel har kendt planen i et år. Den står at læse i et omkring 40 sider langt dokument.

Det vides ikke, hvordan Israel har fået fat i planen, som israelerne ifølge avisen har døbt "Jerikos mur".

Tilsyneladende efter inspiration fra den bibelske fortælling om israelitternes leder Josva, der sender sine soldater rundt om byen Jeriko, der ligger på Vestbredden. De blæser i horn, indtil byens mure falder.

I indledningen af dokumentet står et citat fra Koranen, der nogenlunde lyder: "Overrask dem gennem porten. Hvis du gør det, vil du med sikkerhed vinde".

Hamas har flere gange siden den 7. oktober brugt citatet i sine erklæringer.

New York Times skriver, at planen har cirkuleret hos efterretningstjenesterne og i militæret. Det vides ikke, om den har været forbi premierminister Benjamin Netanyahus bord.

Ifølge oplysningerne blev planen regnet for at være for ambitiøs for Hamas. Gruppen lå ifølge Israels oplysninger ikke inde med kapacitet til en så omfattende aktion.

Israels militærkommando med ansvar for Gaza skrev i en vurdering, at det var et "nyt angreb, som ikke før er set i dette omfang".

Men kommandoen konkluderede, at planen mere var et "kompas" for Hamas' ambitioner, snarere end en plan for den nære fremtid.

Hamas-folk på vej tilbage til Gaza den 7. oktober efter at have begået en massakre i Israel og taget 240 gidsler. Foto: Ali Mahmud/Ritzau Scanpix

Der tog israelerne fejl, men sagen er ikke så enkel. For israelerne har ikke blot fået én Hamas-plan.

Al militær lægger hele tiden planer, og mange af planerne bliver aldrig til noget. Israel har således haft mange forskellige Hamas-planer liggende, og den, der så kaldes "Jerikos mur", er blot en af mange.

Den 23. juli i år skete der imidlertid noget. Enhed 8200, en efterretningsenhed, rapporterede ifølge New York Times, at Hamas var i gang med træning, der lignede noget fra "Jerikos mur".

Hamas simulerede angreb på et fly, besættelse af en kibbutz, stormløb på en militærbase.

En analytiker skrev videre i systemet, at Hamas var ved at opbygge kapacitet til at realisere planen.

Den oberst, der modtog rapporten, betegnede den tilsyneladende som "fantasi".

Det fremgår ifølge New York Times af en email-udveksling, hvor den kvindelige analytiker skriver:

En ældre kvinde hjælpes igennem ruinerne af en bombet bygning i Rafah. Efter Hamas-angrebet den 7. oktober indledte Israel voldsomme angreb i Gaza. Ifølge Hamas er omkring 15.000 mennesker dræbt under bombardementerne. Billedet er fra den 11. november. Foto: Said Khatib/Ritzau Scanpix

- Jeg afviser aldeles, at det er et fantasi-scenarie. Det er en plan, der er lavet for at starte en krig. Det er ikke kun et angreb på en landsby.

Avisen har talt med israelske embedsmænd, der anonymt siger, at hvis Israel havde taget advarslerne alvorligt, og sendt forstærkninger til Gaza-grænsen, kunne Israel have slået angrebet tilbage eller måske have hindret det.

Israels militær og sikkerhedstjeneste har afvist at kommentere oplysningerne over for New York Times.

/ritzau/

Dokumentet

Israel har kaldt Hamas-planen "Jerikos mur". Der er tale om 40 sider, der omtaler en angrebsplan, der ligner det angreb, der blev udført den 7. oktober. I dokumentet står blandt andet:

* Militærbasen Re'im skal stormes. Denne base huser Israels Gaza-division, der har ansvaret for sikkerhed i området. (Dele af basen blev stormet den 7. oktober).

* Raketter skal sendes mod Israel for at aflede opmærksomheden. (Det skete).

* Droner skal ødelægge overvågningen ved grænsehegnet. (Det skete, og Hamas brød igennem hegnet 60 steder).

Kilde: New York Times.

/ritzau/

Den 21-årige Mia Schem genforenes med sin mor og sin bror efter næsten to måneder som gidsel hos Hamas. Billedet er fra en israelsk militærbase torsdag. Under en lille uges pause i krigen har Israel og Hamas udvekslet et antal gidsler og palæstinensiske fanger. Foto: Prime Minister''s Office/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu