Israel har nedskudt missil affyret mod Tel Aviv fra Yemen
Der er ingen meldinger om, at nogen er kommet til skade som følge af missilet eller nedskydningen. Foto: Amir Cohen/Reuters
Ifølge Israels militær har det natten til fredag nedskudt et missil affyret fra Yemen. Ingen meldes såret.
Israels militær siger, at det natten til fredag har nedskudt et missil, som blev affyret mod landet fra Yemen.
Sådan lyder det i en udtalelse ifølge Reuters.
Det sker, efter at der sent torsdag aften var meldinger om, at der kunne høres luftalarmer og eksplosioner i storbyen Tel Aviv.
- Efter at der lød sirener i det centrale Israel, blev missilet, som blev affyret fra Yemen, opfanget af missilsystemet Arrow, lyder det fra militæret.
Ifølge dpa har militæret skrevet på det sociale medie X, at millioner af israelere i den centrale del af landet havde søgt tilflugt på grund af luftalarmerne.
Militæret siger, at lyden af eksplosioner tidligt på natten skyldes nedskydningen.
Der er ingen meldinger om, at nogen er kommet til skade som følge af missilet eller nedskydningen.
Houthibevægelsen i Yemen har flere gange affyret missiler og droner mod Israel. Bevægelsen har forklaret, at det sker i solidaritet med det palæstinensiske folk, efter at Israel har udført angreb i Gaza.
Bevægelsen kontrollerer de mest befolkede dele af Yemen.
Også tidligere på måneden affyrede houthibevægelsen et missil mod det centrale Israel. Det blev ifølge Israel nedskudt i luften, og der var heller ikke her meldinger om, at nogen blev såret.
I juli affyrede houthibevægelsen for første gang en drone mod Tel Aviv. Her mistede en mand livet, og fire personer blev såret.
Israel svarede igen med luftangreb, som militæret sagde, var rettet mod mål med forbindelse til houthibevægelsen, i havnebyen Al-Hudaydah i Yemen.
Det kostede seks personer livet, mens 80 blev såret.
Houthibevægelsen har desuden siden november sidste år stået bag en lang række angreb på skibe i Det Røde Hav. De angreb udføres ifølge bevægelsen ligeledes i solidaritet med palæstinenserne i Gaza.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker