Israel har solgt et avanceret luftforsvarssystem til Finland
Israels forsvarsministerium: Finland har købt luftforsvarssystemet David's Sling air (Davids Slynge).
Israel meddelte søndag, at det har solgt et avanceret luftforsvarssystem til det nye Nato-medlem Finland.
I en erklæring fra Israels forsvarsministerium hedder det, at luftforsvarssystemet David's Sling air (Davids slynge) er købt af finnerne for 317 millioner euro - over 2,2 milliarder kroner.
- Det er en historisk aftale, siger det israelske ministerium og fastslår, at systemet er udviklet af Israel og USA i fællesskab.
Finland har også planer om at købe israelske forsvarssystemer mod fly, raketter og missiler.
Systemet kan både opsnappe ballistiske missiler, krydsermissiler, fly og droner.
Israels forsvarsministerium siger, at systemet har vist dets fordele i den aktuelle krig mod Hamas.
Finlands køb af systemet menes at have til formål at styrke forsvaret mod øst.
Handlen er kommet i stand, efter at Israel i september underskrev en aftale om at sælge våben til Tyskland for 3,5 milliarder dollar (omkring 24 milliarder kroner). Det var det største våbensalg nogensinde for det lille lands store våbensektor. Det gjaldt missilsystemet Arrow 3, som blev solgt til Tyskland.
Iagttagere siger, at krigen i Ukraine formentligt vil øge den europæiske efterspørgsel efter våben fra Israel.
USA har skullet acceptere salget til Tyskland, fordi Arrow-projektet er udviklet i et samarbejde mellem missilorganisationer i USA og Israel.
Salget har en værdi på 3,5 milliarder dollar - cirka 24 milliarder kroner. Det vil ifølge det israelske forsvarsministerium gøre salget til den største aftale på forsvarsområdet, som landet nogensinde har indgået.
Tyskland har tidligere meddelt, at landets luftforsvar vil tage Arrow-3 i brug fra slutningen af 2025.
Missilsystemet bliver ifølge dpa anset som et blandt de absolut bedste og kan ramme mål i over 100 kilometers højde.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned