Israel holder ubemandede fly på jorden efter styrt
En del af Israels flåde af højtflyvende overvågningsdroner kommer ikke på vingerne foreløbig.
Lørdag blev militæret nødt til at ofre et af de avancerede og ubemandede fly. Kampfly skød det ned i Middelhavet på grund af en funktionsfejl, skriver The Guardian.
Militæret vil ikke sige, hvor mange droner, der bliver holdt på jorden, mens undersøgelsen står på.
En medarbejder i forsvarsministeriet fortæller, at dronen var en israelsk produceret Heron 1, der er i stand til at holde sig i høje luftlag i omkring 45 timer uden at blive tanket op med brændstof.
Sidste år styrtede en endnu større drone af typen Heron TP ned under en rutineflyvning.
Israel er blandt verdens førende inden for droneteknologi. Palæstinensere siger, at Israel har anvendt droner til at affyre missiler, men det er ikke bekræftet af israelerne.
Det var operatørerne af dronen, der opdagede en fejl ved flyets motor sent lørdag. Derefter skød et jagerfly dronen ned ud for kysten ved Netanya af frygt for, at det skulle styrte ned i et beboelsesområde.
Lokale beboere fortæller, at de efterfølgende så militærhelikoptere lede efter vragdele fra dronen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker