Israel indefryser skattepenge til palæstinenserne
Israel svarer igen på palæstinensisk ansøgning til international domstol. Opkrævet skat bliver i Israel.
Den israelske regering er gået i gang med at indføre økonomiske og andre sanktioner mod det palæstinensiske selvstyre, efter at den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, har underskrevet en ansøgning om tilslutning til Den Internationale Straffedomstol og andre internationale traktater.
Det siger israelske embedsmænd ifølge netavisen ynetnews.com.
Palæstinenserne afleverede ansøgningerne i FN's hovedkvarter fredag.
De palæstinensiske myndigheder har udtrykt håb om, at det kan bane vejen for, at de kan anlægge sag mod israelere, der har dræbt palæstinensere i de palæstinensiske områder, som er besat af Israel.
Den Internationale Straffedomstol (ICC) behandler sager om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Israel opkræver skat på vegne af det palæstinensiske selvstyre, der så får pengene udbetalt af den israelske stat. Det er denne trafik, der nu fastfryses.
Den israelske netavis skriver, at de midler, der nu indefryses, skulle have været overført til selvstyremyndighederne her i januar. Det drejer sig angiveligt om en halv milliard shekel, knapt 800 millioner kroner.
Samtidig skriver ynetnew.com, at Israels regering under ledelse af premierminister Benjamin Netanyahu undersøger, om højtstående palæstinensere kan retsforfølges for krigsforbrydelser ved domstole i USA eller andre steder som svar på palæstinensernes ICC-planer.
En israelsk embedsmand siger, at israelerne regner ledelsen af de palæstinensiske selvstyremyndigheder i Ramallah på Vestbredden som kollaboratører med de militante islamister i Hamas, der styrer Gazastriben, fordi selvstyremyndighederne og Hamas indgik en aftale i april.
Israel og også USA regner Hamas for en terrororganisation.
Israel har siden 1967 holdt Vestbredden besat. Dengang erobrede Israel også blandt andet Østjerusalem og Gazastriben, men i 2005 trak Israel sine bosættere og militær ud af Gazastriben.
Siden har Hamas taget magten i Gaza.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker