Israel melder to Hamas-militante dræbt i angreb mod bil

Sørgende personer bærer liget af en af de Hamas-militante, som lørdag er blevet dræbt. Foto: Raneen Sawafta/Reuters

Både Israel og Hamas siger, at to mænd fra Hamas' militære afdeling er blevet dræbt i angreb på Vestbredden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Israel siger, at landets styrker har dræbt to mænd, som er fremtrædende militante i den palæstinensiske gruppe Hamas.

Det er sket lørdag ved et luftangreb mod deres bil i byen Jenin på Vestbredden.

Det fremgår af en fælles udtalelse fra den israelske sikkerhedstjeneste ISA og det israelske militær (IDF), skriver Reuters.

I udtalelsen bliver de to mænd identificeret som Ahmed Abu Ara og Rafet Dawasi, som begge kommer fra området omkring Jenin.

Også på det sociale medie X melder IDF om angrebet.

Her beskrives de to mænd som "eliminerede", og det hævdes, at Abu Ara og Dawasi var involveret i planlægningen af et tidligere angreb i Jordandalen.

Det skal dreje sig om et angreb, der skete den 11. august, hvor Yonatan Deutsch blev skudt og dræbt. Han var israelsk kommandosoldat.

Al-Qassem-brigaderne, der er Hamas' militære afdeling, siger i en udtalelse også, at de har mistet to medlemmer.

Her lyder det, at man begræder tabet af dem, efter et israelsk luftangreb mod deres bil.

Om angrebet i Jordandalen på Vestbredden har israelske myndigheder tidligere sagt, at "bevæbnede palæstinensiske gerningsmænd" åbnede ild på en hovedvej. En - Yonatan Deutsch - blev dræbt, og flere blev ifølge Israel såret.

Senere samme dag udtalte Al-Qassem-brigaderne, at afdelingens styrker på Vestbredden havde skudt og dræbt en israelsk soldat og så var "vendt sikkert tilbage til deres baser".

Ifølge Hamas skete det angreb som gengældelse for Israels angreb mod en skole i Gaza, hvor fordrevne palæstinensere opholdt sig, og hvor mindst 90 personer ifølge det civile forsvar i Gaza mistede livet.

Antallet af tilfælde af vold på Vestbredden er vokset voldsomt, siden krigen mellem Israel og Hamas brød ud i oktober sidste år.

Der sker både flere israelske angreb, flere tilfælde af vold fra israelske bosættere og mere palæstinensisk gadevold.

/ritzau/