Israel og Tyrkiet drøfter erstatning for Gaza-flåde
For første gang siden 2010 kom en israelsk delegation mandag til Tyrkiet for at drøfte erstatninger for israelske elitesoldaters drab på ni tyrkiske aktivister i forbindelse med en fredsflåde med nødhjælp til Gaza i maj 2010.
Israels ambassade i Ankara afviser at kommentere drøftelserne, som finder sted bag lukkede døre.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har undskyldt for drabene over for Tyrkiet, og drøftelserne om erstatninger fra israelerne er tegn på et stadigt bedre forhold mellem de to lande.
Det er efter præsident Barack Obamas mellemkomst, at relationerne er blevet forbedret mellem Ankara og Jerusalem.
Det styrkede forhold kan ses som en mulighed for at arbejde Israel ud af den isolation i Mellemøsten, som især Obama har udtrykt bekymring over.
- USA værdsætter sine tætte forbindelser med både Tyrkiet og Israel. Derfor lægger vi stor vægt på, at relationerne mellem de to lande bliver genoprettet, så det vil fremme den regionale fred og sikkerhed, sagde den amerikanske præsident under sit besøg i Israel i sidste måned.
Tyrkiet afbrød sine ellers tætte forbindelser til Israel efter drabene på de ni aktivister.
Turistindustrien i Tyrkiet håber stærkt på, at israelske turister igen vil strømme til landet, nu hvor forholdet er ved at blive normaliseret.
- Efter undskyldningen fra Netanyahu tror jeg, at vi når op på 500.000 israelske turister i år, hedder det i en nylig udtalelse fra Timur Bayindir, som leder de tyrkiske hotelejeres sammenslutning, Turob.
Forud for hændelsen i maj 2010 var forholdet mellem de to lande varmt, og det var almindeligt at se turister fra den jødiske stat i de tyrkiske feriecentre. I 2008 var Tyrkiet israelske turisters foretrukne rejsemål.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned