Fredsprocessen i Mellemøsten er tæt på at blive erklæret for stendød, efter Israel har annonceret, at landet planlægger at bygge 238 nye beboelsesenheder i det annekterede Østjerusalem.
Det er første gang siden et 10-måneder langt byggestop for Israels bosættelsers udløb, at den israelske regering fremlægger planer om nye bebyggelser i besatte områder.
De nye lejligheder skal efter planen bygges i Pisgat Zeev og Ramot, to jødiske kvarterer i Jerusalem, der er udbygget hen over den såkaldte grønne linje, som adskiller Israel fra Vestbredden.
Palæstinensernes chefforhandler Saeb Erekat er vred over de nye byggeplaner og siger, at Israel kan bebrejdes for sammenbruddet i de nye direkte fredsforhandlinger, der blev skudt i gang i starten af september.
En anonym israelsk regeringskilde siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at der er givet grønt lys for de nye bebyggelser. Israelsk militærradio citerer Israels premierministers kontor for, at beslutningen om de nye byggetilladelser blev givet af boligminister Ariel Atias fra det ultraortodokse parti Shas.
Militærradioen rapporterer også, at premierminister Benjamin Netanyahu er blevet briefet om planer og det samme er USA's præsident Barack Obama.
Det sker for at undgå en krise i stil med den i marts, hvor Israel annoncerede bygningen af 1600 nye bosætterhjem, mens USA's vicepræsident, Joe Biden, var i landet. Amerikanerne var angiveligt ikke informeret, og ydermere var Biden i landet for at sparke gang i fredsprocessen.
De direkte fredsforhandlinger brød sammen i slutningen af september, da Netanyahu undlod at forlænge det 10-måneder lange byggestop for Israel bosættelser.
Palæstinenserne har forlangt en garanti for et nyt byggestop for at genoptage fredsprocessen. I kulissen arbejder USA på at sammensmede et kompromis, der kan få parterne tilbage til forhandlingsbordet.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde