Israel roser EU's terrorstempling af Hizbollah
Foto: - /Scanpix
- /Scanpix
Den israelske justitsminister, Tzipi Livni, roser EU for at have sat den libanesiske organisation Hizbollah på terrorlisten.
- Endelig - efter flere års overvejelser - er påstanden om, at Hizbollah er et legitimt politisk parti, endelig blevet skudt ned. Nu er det klart for hele verden, at Hizbollah er en terrororganisation, siger Tzipi Livni.
Hizbollah-bevægelsen i Israels nordlige naboland Libanon har både en militant og en politisk gren, men yder også sundhedspleje samt social og humanitær hjælp.
Organisationen bygger sin ideologi på shiaislam og henter en stor del af sin støtte fra Iran, som også hjalp med at grundlægge bevægelsen i 1982. Formålet var at bekæmpe Israel.
I Israel kalder viceudenrigsministeren, Zeev Elkin, ifølge nyhedsbureauet dpa terror-stemplingen som et "signifikant skridt, hvis vigtighed ikke kan overdrives".
Han havde dog helst set, at det var hele organisationen, der kom på terrorlisten - og ikke kun Hizbollahs militære gren.
Ifølge dpa har det israelske udenrigsministerium også brugt en hel del tid på at få EU's 28 udenrigsministre til at nå til mandagens beslutning.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har angiveligt personligt ringet rundt til de EU-ministre, der har været usikre på, om de ville stemme for at sætte Hizbollah på terrorlisten.
Spørgsmålet har været politisk følsomt, fordi den politiske gren af Hizbollah er en aktiv spiller i libanesisk indenrigspolitik, og flere lande har frygtet, at en sortlistning af hele organisationen kunne få negativ indflydelse i det allerede politisk ustabile Libanon.
Beslutningen blev truffet efter britisk pres som reaktion på blandt andet sidste års terrorangreb på en gruppe israelske turister i EU-landet Bulgarien og på Hizbollahs aktive rolle i krigen i Syrien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde