Israel sender fly mod Holland efter mulige gidseltagninger og angreb på israelske fodboldfans i Amsterdam
Fans af den israelske fodboldklub Maccabi Tel Aviv var torsdag taget til Amsterdam for at se kampen mod hollandske Ajax. Nogle af dem ses her før kampen. Foto: Jeroen Jumelet/Ritzau Scanpix
Omfanget af overfald mod israelere i Amsterdam er ved at blive undersøgt, siger byens borgmester. Seneste melding er, at politiet nu efterforsker mulige gidseltagninger.
Hollandsk politi efterforsker meldinger om en mulig gidseltagning efter voldelige optøjer i Amsterdam.
Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Politiet kan ikke bekræfte, at en gidseltagning har fundet sted. Politiet er heller ikke kommet med yderligere detaljer om, hvad der nærmere efterforskes.
De voldelige optøjer skete torsdag aften efter en fodboldkamp mellem den israelske klub Maccabi Tel Aviv og hollandske Ajax i Amsterdam.
Uromagere opsøgte bevidst israelske fans og angreb dem, har Amsterdams borgmester sagt.
Politiet oplyser fredag, at 62 personer er blevet tilbageholdt.
Tidligere har politiet sagt til den hollandske avis De Telegraaf, at 57 personer var blevet anholdt efter optøjerne.
Fem tilskadekomne personer er blevet bragt til hospitalet, siger politiet. Det står ikke klart, hvad deres tilstand er.
Der blev desuden kastet med fyrværkeri mod dem.
Det skriver Amsterdams borgmester, Femke Halsema, fredag morgen i et opslag på det sociale medie Instagram.
- Flere steder i byen blev fans angrebet, og der blev kastet med fyrværkeri mod dem. Politiet måtte flere gange gribe ind for at beskytte israelske fans og eskortere dem til hoteller.
- På trods af den massive tilstedeværelse af politi i byen blev israelske fans såret. Der er nu ved at blive dannet et overblik over omfanget af hændelserne, ofre og anholdelser.
De voldelige optrin skete efter en fodboldkamp mellem den israelske klub Maccabi Tel Aviv og hollandske Ajax Amsterdam i Europa League.
Efter kampen udviklede aftenen sig til at blive meget turbulent med voldelige hændelser rettet mod Maccabi-fans, skriver Femke Halsema.
Israel sender fly
Det israelske sikkerhedsministerium har bedt israelere i Amsterdam om ikke at forlade deres hotelværelser.
Samme råd kommer fra fodboldklubben Maccabi Tel Aviv. Det sker i et opslag på X. Klubben opfordrer også fans i Amsterdam til ikke at vise israelske eller jødiske symboler.
Nyhedsbureauet AFP skriver, at et fly er på vej til Amsterdam fra Israel for at hente israelerne.
Landets premierminister, Benjamin Netanyahu, har sagt, at han vil sende to fly.
Det israelske udenrigsministerium har oplyst, at udenrigsminister Gideon Saar rejser til Holland fredag.
Ministeren vil aflægge landet et "presserende" diplomatisk besøg.
Borgmester kalder dem uromagere
Det er ikke kommet frem, hvilken nationalitet de anholdte har. Det står heller ikke klart, om de anholdte er fodboldfans.
Af Amsterdams borgmester beskrives de som "uromagere".
- Der er ingen undskyldning for den antisemitiske opførsel fra uromagere, der aktivt opsøgte israelske fans for at angribe og mishandle dem, skriver hun i sit opslag på Instagram.
Der vil i de kommende dage være mere politi i gaderne i Amsterdam, oplyser Femke Halsema.
Der vil også være øget sikkerhed ved jødiske institutioner.
Yderligere tiltag vil blive præsenteret ved et pressemøde klokken 12 på rådhuset i Amsterdam.
Også Hollands og Israels premierministre har omtalt de voldelige hændelser som antisemitiske.
Det israelske udenrigsministerium har oplyst, at 10 israelere er kommet til skade. Det skrev det israelske medie The Times of Israel natten til fredag.
Forud for torsdagens kamp i Amsterdam var der sammenstød mellem hollandsk politi og propalæstinensiske demonstranter. Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde