Den syriske præsident bliver ramt personligt, hvis det kommer til en krig imellem Israel og Syrien.
Den israelske udenrigsminister, Avigdor Lieberman, advarer i utvetydige vendinger om, at præsident Bashar Assad og hans familie fjernes fra magten i Damaskus i tilfælde af et væbnet opgør mellem de to lande.
- Hvis der kommer en ny krig, vil du ikke alene tabe den. Du og din familie vil miste magten, siger Lieberman i en tale, som israelsk radio har bragt uddrag fra.
- Det må være vor besked, for det, der interesserer ham, er ikke menneskeliv eller menneskelige værdier. Det eneste, der har værdi for ham, er magt, og det er den, der må være målet, siger udenrigsministeren.
Liebermans udtalelser, der faldt i en tale på Bar Ilan-universitetet ved Tel Aviv, kommer dagen efter, at Assad onsdag sagde, at Israel ikke seriøst arbejder for fred, og at alle tegn viser, at Israel "arbejder på krig".
Det har gjort Lieberman vred.
- Det må være klart, at hvis han provokerer os, vil det gå ham dårligt på slagmarken og for hans magtposition. Jeg håber, at denne besked høres i Damaskus, siger udenrigsministeren, der tilføjer, at "der er krydset en linje, vi kan ikke lade være med at reagere".
Israels militærs radio påpeger dog, at Liebermans udtalelser er noget mere rå i tonen end de bemærkninger, som den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, tidligere torsdag fremsatte i en erklæring.
- Premierministeren har ved adskillige lejligheder sagt, at han er villig til at rejse hvorhen, det skal være, for at forhandle med Syrien uden forhåndsbetingelser, meddelte Netanyahus kontor.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker