Israel udsætter beslutning om udvidelser af bosættelser
Palæstinensiske og israelske aktivister løber væk fra tåregas, som israelske soldater affyrer mod en demonstration imod byggeri af jødiske bosættelser. (Arkivfoto) Foto: AP/Majdi Mohammed
AP/Majdi Mohammed
Godkendelse af 618 nye boliger i Østjerusalem blev fjernet fra dagsorden før tale fra USA's udenrigsminister.
Israel har udsat en mulig godkendelse af flere hundrede nye boliger i bosættelser i det besatte Østjerusalem.
Iagttagere siger ifølge Reuters, at den israelske regering ikke vil forværre forholdet til USA yderligere på nuværende tidspunkt.
En godkendelse af 618 nye boliger i Østjerusalem var på dagsordenen ved flere møder i Jerusalem onsdag, men premierminister Benjamin Netanyahu ønsker at få udsat sagen.
Ifølge Hanan Rubin fra komiteen, som skulle træffe beslutningen, var det den israelske regeringsleder, der selv bad om at få aflyst onsdagens møde. Det skriver avisen Jerusalem Post.
De nye boliger er en del af de byggeaktiviteter, som FN's Sikkerhedsråd krævede afsluttet i en resolution fredag.
14 af Sikkerhedsrådets 15 medlemslande stemte fredag for resolutionen, mens USA afholdt sig fra at stemme. Det skete, til trods for at Israel og den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, forsøgte at få blokeret for teksten.
Rubin siger, at den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, inden for kort tid vil holde en tale om sin vision for, hvordan den israelsk-palæstinensiske konflikt kan blive afsluttet.
Der bor i dag over 430.000 israelske bosættere på Vestbredden og yderligere 200.000 israelere i det arabiske Østjerusalem.
FN-resolutionen kræver, at Israel øjeblikkeligt og fuldstændigt stopper alle bosætteraktiviteter i de besatte palæstinensiske områder, deriblandt Østjerusalem.
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, håber, at resolutionen vil føre til nye og meningsfyldte forhandlinger.
Iagttagere pointerer, at der kun er tale om en udsættelse af de planlagte byggerier. Byggetilladelserne kan sættes på dagsordenen igen når som helst.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde