Israel vil bygge nye boliger på Vestbred

Israel trodsede tirsdag det internationale samfund og bebudede opførelsen af 1100 nye boliger i det besatte Østjerusalem.

Det blev øjeblikkeligt mødt med kritik fra EU og Israels nærmeste allierede, USA.

Det er kun få dage siden, at palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, i FN bad Sikkerhedsrådet om at anerkende en palæstinensisk stat, som omfatter Østjerusalem.

USA's udenrigsminister kalder den israelske beslutning for uhensigtsmæssig, fordi den vil gøre det vanskeligt at genoptage fredsforhandlingerne.

- Vi mener, at denne morgens meddelelse fra den israelske regering, som godkender opførelse af boliger i Østjerusalem, er uhensigtsmæssig for vores bestræbelser på at genoptage de direkte forhandlinger mellem parterne, siger hun.

De nye boliger skal opføres i bosættelsen Gilo, der ligger i et område, som blev besat af Israel under krigen mod en række arabiske lande i 1967.

EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, beklager dybt det israelske skridt.

- Det er med dyb beklagelse, at jeg i dag erfarede om beslutningen at fremme planerne om udvidelse af bosættelser i Østjerusalem med nye boliger i Gilo, siger hun en i en tale til Europa-Parlamentet.

- Denne plan bør trækkes tilbage. Bosættelsesaktiviteter truer bæredygtigheden for en tostatsløsning og går stik imod Israels erklærede forpligtelse til at genoptage forhandlingerne, mener hun.

Den såkaldte kvartet - EU, USA, Rusland og FN - vil have nye forhandlinger i gang mellem israelerne og palæstinenserne inden for en måned.

Israel har fortløbende udbygget bosættelserne på Vestbredden siden krigen i 1967.

Der bor i dag op mod en halv million jødiske bosættere på Vestbredden. Det internationale samfund mener, at Vestbredden sammen med Gaza skal udgøre en fremtidig palæstinensisk stat.

/ritzau/

Kritik fra USA og Europa rammer Israel, efter at landet bebuder opførelsen af nye boliger i Østjerusalem.

Offentliggjort Sidst opdateret