Israel vil forsvare sig i FN-domstol i Haag mod anklager om folkedrab

Om kort tid skal Israel forsvare sine angreb på Hamas i Gaza ved Den Internationale Domstol (ICJ) i den hollandske regeringsby, Haag. Domstolen ligger i en bygning, der hedder Fredspaladset, som var færdigbygget i 1913. Det huser blandt andet også Den Internationale Voldgiftsdomstol, et bibliotek og et institut for jurastudier. (Arkivfoto). Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters

Israel møder op i FN-domstol for at tilbagevise krav om, at israelske angreb i Gaza skal stoppe. Det er Sydafrika, der anklager Israel for at begå folkedrab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det hele er vendt på hovedet i Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag.

Det mener Israel i hvert fald, efter at Sydafrika har indbragt en sag mod Israel for FN-domstolen i den hollandske by.

Sydafrika beskylder Israel for at bryde konventionen om folkedrab i Gazastriben, hvor Israel siden den palæstinensiske gruppe Hamas' massakre i Israel den 7. oktober har gennemført omfattende angreb.

Hamas trængte fra Gazastriben ind i Israel og dræbte 1200 israelere og tog 240 gidsler.

Siden har Israels angreb i Gaza ifølge Hamas-tal dræbt over 22.000 mennesker.

Det er det, som Sydafrika kalder folkedrab på palæstinensere. Sydafrika, der som Israel har skrevet under på konventionen om folkedrab, har traditionelt et tæt forhold til palæstinenserne.

Meddelelsen om anklagen kom fra ICJ den 29. december, og siden har Benjamin Netanyahu, Israels premierminister, kraftigt kritiseret anklagen.

- Nej, Sydafrika. Det er ikke os, der begår folkedrab. Det er Hamas, siger han ifølge AFP.

- De ville myrde os alle, hvis de kunne. Derimod optræder Israels hær så moralsk som muligt.

Hamas bakker til gengæld op om anklagen.

- Israelske ledere er de kriminelle, som i vor tid har begået de mest forfærdelige massakrer, som menneskeheden har bevidnet i moderne tid, siger Hamas ifølge nyhedsbureauet dpa.

Tzachi Hanegbi, Israels nationale sikkerhedsrådgiver, siger til netvisen ynetnews.com, at Israel agter at møde op i retten og forsvare sig.

- Det er lang tid, siden Israel skrev under på konventionen om folkedrab. Vi vil ikke boykotte sagen. Vi deltager og vil afvise den absurde beskyldning, der svarer til blodbeskyldningen, siger han.

Det er en henvisning til den antisemitiske, historiske beskyldning mod jøder om, at de dræber kristne børn for at bruge deres blod i ritualer.

Domstolen er ikke ukendt med sager, der har stor international opmærksomhed. Billedet er fra et retsmøde i fjor mellem en russisk og en ukrainsk delegation. Ukraine har indbragt Rusland for domstolen, fordi Rusland ifølge Ukraine fejlagtigt har begrundet sit angreb på Ukraine med folkedrab på russisktalende i det østlige Ukraine. (Arkivfoto). Foto: Remko De Waal/Ritzau Scanpix

- Det jødiske folk har gennemlevet folkedrab mere alvorligt end nogen anden nation, siger Hanegbi.

- Seks millioner af vort folk blev brutalt slagtet. En tilsvarende ondskab blev påført israelske borgere ved massakren den 7. oktober. Men denne gang kan vi forsvare os selv imod de, der prøver at udslette os, siger rådgiveren.

De seks millioner dræbte jøder er en henvisning til Holocaust, Nazitysklands forfølgelse og massedrab på jøder.

- Denne absurde sag mod ofrenes ret til selvforsvar er vanærende. Vi forventer, at alle civiliserede nationer står sammen med os, fortsætter Hanegbi.

Det er ifølge Reuters ikke klart, hvornår sagen skal behandles.

Men det kan blive en langvarig sag. Ynetnews skriver, at første møde i en sag typisk finder sted, halvanden måned efter at den er anlagt.

Og den kan vare fire til seks år.

En mand sider alene med sin telefon ved et bombet område i Rafah i det sydlige Gaza. Sydafrika beskylder Israel for at begå folkedrab på palæstinenserne med sine angreb på Gaza. Billedet er fra den 31. december. Foto: -/Ritzau Scanpix

Israels umiddelbare formål er imidlertid at hindre, at domstolen vedtager, at der skal indføres en våbenhvile i Gaza, skriver netavisen.

Rusland og Ukraine ligger også i strid med hinanden i ICJ.

Deres sag begyndte i september 2023, efter at Ukraine kort efter Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022 rejste anklage mod Rusland.

Rusland siger, at Ukraine begik folkedrab på russisktalende i det østlige Ukraine. Det ville Rusland stoppe.

Ukraine har afvist påstanden og siger også, at FN's konvention om folkedrab ikke tillader, at et land kan invadere et andet land for at standse folkedrab.

Domstolen har ifølge Ukraine ikke beføjelser til at behandle sagen, da der ikke er begået folkedrab.

I marts 2022 - altså ikke længe efter Ruslands angreb - vedtog domstolen, at Rusland skulle standse sine angreb, indtil domstolen har afgjort sagen.

Khan Yunis i det sydlige Gaza den 7. oktober. Denne dag trængte Hamas ind over grænsen til Israel og dræbte 1200 mennesker. 240 andre blev taget med tilbage til Gaza som gidsler. På billedet transporterer Hamas angiveligt et af gidslerne til Khan Yunis. Foto: Abed Rahim Khatib/Ritzau Scanpix

Det var en foreløbig afgørelse, og Rusland har ikke stoppet sine angreb.

/ritzau/

Den Internationale Domstol

* Den Internationale Domstol (ICJ) er FN's primære domstol. Den blev oprettet i 1945.

* Den ligger i Haag i Holland.

* Domstolens formål er at afgøre folkeretlige tvister mellem stater. Den giver også vejledende juridiske udtalelser i forbindelse med juridiske spørgsmål fra internationale organer.

* Domstolens afgørelse er generelt bindende, men domstolen har ikke magtbeføjelser at lægge bag afgørelserne. Dog kan den bede FN's Sikkerhedsråd om at gribe ind.

* Domstolen har 15 dommere, som vælges for en periode på ni år af FN's Generalforsamling.

* En tredjedel af dommerne skiftes ud hvert tredje år.

* Dommerne er ikke repræsentanter for deres hjemlande, men uafhængige.

* Konventionen om folkedrab er fra 1948.

* Den sag, som Sydafrika har anlagt mod Israel, kan tage fire til seks år at behandle. Men ofte vedtager domstolen hurtigt en foreløbig afgørelse om at standse militære handlinger.

Kilder: Udenrigsministeriet, AFP, dpa, ynetnews.com.

/ritzau/

Israelske soldater i aktion i Shajaiya-distriktet i Gaza By, hvor de forsøger at udslette Hamas-bevægelsen. Billedet er fra den 8. december. Foto: Yossi Zeliger/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu