Israelere blokerer hovedvej til Jerusalem og advarer mod diktatur
Protester mod den israelske regerings plan om en reform af landets justitsvæsen fortsætter onsdag. Her fra en demonstration i sidste uge, hvor Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sammenlignes med en sydamerikansk mafialeder. Demonstranterne mener, at Netanyahu er i gang med at omdanne Israel til et diktatur. Foto: Ronaldo Schemidt/Ritzau Scanpix
Israel er ikke Ungarn, råber demonstranter, der er vrede over, at højreradikal regering vil svække domstolene.
Demonstrerende israelske borgere har siden onsdag morgen blokeret hovedvejen mellem Tel Aviv og Jerusalem, mens politikere på højrefløjen og regeringen arbejder videre med planen om at reformere retsvæsnet.
De demonstrerende opfatter det som et forsøg på at afvikle demokratiet i Israel.
- Israel er ikke et diktatur, Israel er ikke Ungarn, lyder slagord fra de fremmødte, der vifter med blå og hvide flag. Farverne i det israelske flag.
Arrangørerne har udråbt onsdag til "forstyrrelsernes dag".
Demonstrationerne ventes at blive optrappet i løbet af dagen. De har stået på siden januar.
Premierminister Benjamin Netanyahus regering fremlagde sin plan om reform af landets justitsvæsen i januar.
Den vil blandt andet give regeringen et afgørende ord at skulle have sagt, når dommere skal udnævnes. Og den vil begrænse højesterets muligheder for at blokere for love, som regeringen vil have igennem.
Kritikere siger, at det i alvorlig grad vil svække den dømmende magt i Israel. I forvejen råder landet ikke over en forfatning, som garanterer borgernes basale rettigheder.
Tilbage er parlamentet, hvor den nuværende regering har flertal. Den regnes som den mest højreradikale i Israels historie.
Retsudvalget i parlamentet ventes onsdag at godkende flere elementer i den nye retsreform.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned