Israelere og palæstinensere i fredsforhandlinger

Palæstinensiske og israelske forhandlere mødtes onsdag aften i Jerusalem i en ny runde af de direkte fredsforhandlinger efter en treårig pause i processen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der har ikke været nogen meldinger fra de to lejre efter onsdagens forhandlinger, men optimismen fra palæstinensernes talsmand Yasser Abed Rabbo var begrænset før mødet.

- Israel vil ty til skin- og undvigelsesmanøvrer, og de vil stille urealistiske krav for at kunne sige, at disse forhandlinger er frugtesløse, og så vil de fortsætte deres politik med at stjæle land, som de har gjort indtil nu, siger Yasser Abed Rabbo.

Repræsentanter for den palæstinensiske lejr har tidligere sagt til nyhedsbureauet AFP, at deres forhandlere skulle mødes med israelerne på King David-hotellet i Jerusalem.

Men beretninger i den israelske avis Haaretz og på israelsk radio har ikke bekræftet dette.

Onsdagens møde er blevet overskygget af israelernes beslutning om at godkende flere tusinde nye bosætterboliger på Vestbredden.

En beslutning, som er kritiseret af flere lande, blandt andet Israels nære støtte USA.

Israelerne har samtidig frigivet 26 palæstinensiske fanger. Det er første skridt i en planlagt frigivelse af i alt 104 fanger, hvoraf de fleste har fået livstidsfængsel for at slå israelere ihjel.

De øvrige 78 fanger vil blive befriet afhængig af fredsforhandlingernes fremskridt.

Israelerne er imidlertid ikke færdige med at provokere palæstinenserne, hvad angår bosættelser.

- Vi kommer til at bygge tusinder af nye hjem i det kommende år i Judaea og Samaria, siger Israels boligminister, Uri Ariel, til israelsk statsradio.

Judaea og Samaria er det hebræiske navn for det område, der kaldes Vestbredden - dog undtaget Østjerusalem.

Det er målsætningen, at der skal nås et resultat af fredsforhandlingerne inden for ni måneder, men optimismen hos iagttagere er lav.

Ingen af de direkte parter har kommenteret på forhandlingerne.

Israels chefforhandler Tzipi Livni sidder over for sin palæstinensiske modpart Saeb Erakat. Vært for samtalerne er USA, som har taget initiativet.

Det er USA's særlige udsending Martin Indyk, som leder samtalerne.

Israels forsvarsminister, Moshe Yaalon, er ikke særlig optimistisk.

- Vi har givet os selv ni måneder, i hvilke vi vil forsøge at nå frem til noget med palæstinenserne - noget vi har forsøgt i 20 år siden Oslo.

Ved Oslo-aftalen fra 1993 anerkendte Israel og palæstinenserne hinanden som forhandlingsparter.

- En skeptisk tone kan nok høres i min stemme, men vi har besluttet at give det en chance, siger Moshe Yaalon.

De seneste fredsforhandlinger mellem parterne brød sammen, fordi Israel besluttede at udvide bosættelser.

/ritzau/