Israels hær beordrer evakuering af Gaza By
Foto: Ibraheem Abu Mustafa /Scanpix
Ibraheem Abu Mustafa /Scanpix
Det israelske luftvåben har spredt flyveblade over Gaza By, der opfordrer indbyggerne til at forlade deres hjem øjeblikkeligt.
Advarslen skaber frygt for, at en israelsk landoffensiv i den palæstinensiske enklave kan være nært forestående.
- For jeres egen sikkerheds skyld bør I øjeblikkeligt evakuere jeres hjem og bevæge jer mod centrum af byen, opfordrer de israelske flyveblade, der er skrevet på arabisk.
Israelerne anviser også, hvilke veje, der vil være sikre at benytte, og samtidig lover de, at alle palæstinensere, der retter sig efter ordren, vil være i sikkerhed.
- Dette er en midlertidig konfrontation. Alle vil vende hjem til sidst, lyder det israelske budskab.
Tidligere tirsdag sagde en højtstående israelsk embedsmand, at beslutningen om en landoffensiv er udskudt "for at give diplomatiet en chance for at lykkes".
Flyvebladene daler over Gaza netop, som en delegation af arabiske topministre fra flere end 10 lande er ankommet til den palæstinensiske enklave på solidaritetsmission.
Både Egypten, Irak, Marokko, Saudi-Arabien, Sudan, Tunesien og Tyrkiet er repræsenteret i den opsigtvækkende delegation, der tirsdag krydsede grænseovergangen i Rafah.
Ifølge den islamistiske bevægelse er også det palæstinensiske selvstyres udenrigsminister, Riad al-Malki, med i gruppen.
Delegationen befinder sig i Gaza By, hvor de skal mødes med repræsentanter for Hamas.
De arabiske ministre vil også besøge Shifa-hospitalet og tale med overlevende fra en palæstinensisk familie, der mistede otte medlemmer i et israelsk luftangreb i søndags.
Flere end 100 palæstinensere og tre israelere er blevet dræbt, siden Israel indledte sine luftangreb mod den palæstinensiske enklave i onsdags.
I samme tidsrum har militante affyret hundredvis af raketter mod den jødiske stat.
Den israelske regering har advaret om, at den vil udvide sin offensiv mod Gaza, hvis de militante palæstinensere ikke stopper deres raketaffyringer.
Tirsdag ankommer både USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, til Jerusalem i forsøget på at få de stridende parter til forhandlingsbordet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned