Israels hær skal have fremlagt plan for evakuering af Gaza
Ifølge Netanyahu vil en aftale om midlertidig våbenhvile blot forsinke en landoffensiv i Rafah. (Arkivfoto). Foto: Ronen Zvulun/Reuters
Premierministeren i Israels kontor siger, at hæren har fremlagt en evakueringsplan for civile i Gaza.
Israels premierministerkontor siger kort efter midnat mandag, at militæret har præsenteret en plan for evakueringen af civile i Gaza samt en operationel plan.
- Den israelske hær fremlagde en plan for evakuering fra kampområderne i Gaza sammen med den kommende operationelle plan for samlingsregeringen, lyder det i en udtalelse på hebraisk fra premierminister Benjamin Netanyahus kontor.
Meldingen kommer, mens Israel truer med en invasion af Rafah, som er Gazas sydligste by, og som indtil videre har været uberørt af de israelske landstyrker.
Der er gang i forhandlinger om en våbenhvile i krigen mellem Israel og Hamas.
Søndag sagde Netanyahu dog, at en potentiel våbenhvile kun vil forsinke en landoffensiv i Rafah.
- Hvis vi laver en aftale, vil det forsinke det en smule, men det kommer til at ske, sagde Netanyahu på den amerikanske fjernsynskanal CBS om den forestående invasion.
I det internationale samfund er der stor frygt for, at en sådan operation vil føre til enorme civile dødstal i Rafah, hvor omkring 1,4 millioner palæstinensere - de fleste af dem fordrevne fra andre områder - opholder sig.
- Hvis vi ikke har en aftale, gør vi det alligevel, siger Netanyahu.
- Det skal gøres, fordi total sejr er vores mål, og total sejr er inden for rækkevidde - ikke måneder eller uger væk, når vi begynder vores operation.
Forhandlingerne om en våbenhvile foregår i Doha. Det er israelske og palæstinensiske repræsentanter samt mæglere fra USA, Egypten og Qatar, som deltager.
I sidste uge var der forhandlinger i Paris, hvor Hamas ikke var repræsenteret.
Her kom repræsentanterne "frem til en forståelse blandt de fire om, hvad de basale konturer for en gidselaftale med midlertidig våbenhvile vil se ud", har sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus Jake Sullivan sagt til CNN.
En Hamas-kilde siger til AFP, at "nogle nye ændringer" er blevet foreslået omkring omstridte emner, men "Israel har ikke præsenteret en substantiel position i forhold til våbenhvile og tilbagetrækningen fra Gazastriben".
Netanyahu har afvist Hamas' forslag om tilbagetrækning af styrker fra Gaza, som han kalder "præget af vrangforestillinger".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde