Israels højesteret underkender Netanyahus omstridte lov
Fra begyndelsen af 2023 og frem til juli, hvor Israels regering fik vedtaget en omstridt retsreform, var hundredtusindvis af israelere ude i gaderne for at vise deres modstand mod den nye lovpakke. (Arkivfoto). Foto: Ilia Yefimovich/Ritzau Scanpix
Kerneelement i en lov, som titusindvis af israelere i månedsvis protesterede imod, er kendt juridisk ugyldig.
Israels højesteret har mandag underkendt en omstridt lov, der begrænsede domstolens tilsyn med landets regering og ministre.
Det skriver flere nyhedsbureauer, herunder Reuters og dpa.
Et snævert flertal på otte af 15 dommere i højesteretten stemte for at underkende loven.
De mener, at den vil "gøre alvorlig og hidtil uset skade på de grundlæggende egenskaber ved staten Israel som en demokratisk stat", skriver dpa.
Den nu underkendte lov var en del af den retsreform, som premierminister Benjamin Netanyahus stærkt konservative regering fik vedtaget i juli 2023.
Regeringen pressede de nye tiltag igennem trods kraftig modstand i landets parlament.
Den omstridte retsreform fik hundredtusindvis af israelere til at gå på gaden i protest i løbet af 2023.
Den lov, der nu er underkendt af landets øverste domstol, fratog højesteretten ét af flere redskaber, den har til at ændre på regeringens beslutninger.
Det kunne ske, hvis dommerne mente, at nye love var "urimelige" eller i strid med forfatningen.
Dommerne har siden september vurderet en klage fra borgerrettighedsgrupper.
Modstandere af loven mener, at Netanyahus regerings skridt kan føre til mere korruption og til, at ukvalificerede personer bliver udpeget til vigtige poster.
De mener desuden, at reformen svækker domstolenes uafhængighed og dermed også demokratiet i Israel.
Netanyahus parti, Likud, er ikke overraskende utilfreds med højesterettens underkendelse af loven mandag.
- Det er beklageligt, at højesteretten har valgt at afsige dom i hjertet af en social strid i Israel, på et tidspunkt hvor israelske soldater fra højre og venstre kæmper og sætter deres liv på spil i krig, skriver Likud.
- Domstolens beslutning er i modstrid med folkets vilje, særligt i krigstid, lyder det ifølge dpa fra regeringspartiet.
De omfattende demonstrationer mod Netanyahus retsreform stoppede, efter at den militante palæstinensiske gruppe Hamas angreb Israel 7. oktober 2023 og dræbte omkring 1200 mennesker.
Det fik Israel til at indlede en stor offensiv i Gazastriben. Her er omkring 22.000 mennesker blevet dræbt, viser en opgørelse fra det palæstinensiske sundhedsministerium.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker