Israels militær: Der udføres omfattende angreb i Libanon
Tidligt mandag siger Israels forsvar, at det udfører omfattende angreb mod Hizbollah-mål i Libanon.
Det israelske forsvar (IDF) udfører omfattende angreb mod Hizbollah-mål i Libanon tidligt mandag morgen. Det skriver IDF på X.
Der er endnu ikke flere detaljer om angrebet, som beskrives som igangværende.
Spændingerne i Mellemøsten er den seneste tid taget yderligere til, efter at tusindvis af personsøgere og walkie-talkier, som blev brugt af medlemmer af den militante gruppe Hizbollah i Libanon, detonerede.
Det skete i et angreb, som Israel fra flere sider er blevet beskyldt for at stå bag.
Fra den israelske præsident, Isaac Herzog, lød det dog i et interview søndag, at Israel ikke er involveret i sagen.
Omkring 40 mennesker blev dræbt og over 3000 personer menes at være kommet til skade i forbindelse med eksplosionerne.
I de tidlige morgentimer natten til søndag affyrede Hizbollah mere end 100 raketter mod Israel. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Angrebene var rettet mod luftbasen Ramat David, der ligger i det nordlige Israel. Raketter blev også affyret mod et militært industriområde.
Langt de fleste raketter blev opsnappet af Israels forsvarssystem, men flere medier har også beskrevet, at bygninger er blevet ramt.
Der var ingen meldinger om alvorligt tilskadekomne, men flere skal være kommet lettere til skade, oplyste israelske redningstjenester til AFP.
Skoler i det nordlige Israel er blevet beordret lukket efter Hizbollahs angreb natten til søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker