Israels partier indleder regeringsforhandlinger

Den israelske præsident, Shimon Peres, indledte onsdag formelt konsultationer med de israelske partier efter parlamentsvalget for at finde en forhandlingsleder, der kan blive premierminister i en ny regering.

Offentliggjort Sidst opdateret

De fleste iagttagere forudser, at Peres vil pege på premierminister Benjamin Netanyahu som den mest sandsynlige leder af en ny samlingsregering.

Den nye forhandlingsleder ventes udnævnt inden for 48 timer.

Lederen af det parti, der overraskede alle ved at blive det næststørste ved tirsdagens parlamentsvalg, siger, at han ikke vil være en del af en blok, som skal forsøge at forhindre Netanyahu i at danne en ny regering.

- Jeg har hørt tale om en blok, sagde valgets komet, Yair Lapid, efter valget.

- Der bliver ingen blok, tilføjede Lapid, som leder det nystiftede parti, Yesh Atid (Der er en fremtid).

Han overraskede alle ved at vinde 19 af de 120 pladser i parlamentet i sidste uge.

Det er kun et år siden, at den populære tv-vært dannede midterpartiet, som nu ser ud til at trække Netanyahu længere ind mod midten.

Forhandlingerne om at danne en ny regering bliver vanskelige, da højrefløjen og centrumvenstre får hver 60 pladser i parlamentet, Knesset.

Benjamin Netanyahu har sagt, at valgresultatet er et udtryk for, at de israelske vælgere ønsker, at han danner en bred regering.

/ritzau/AFP