Presset stiger på den palæstinensiske selvstyrepræsident for at få ham til at blive på sin post. Senest er det Israels præsident, Shimon Peres, der har sluttet sig til dem, der opfordrer Mahmud Abbas til at genopstille ved det palæstinensiske valg til januar.
Opfordringen fra Peres kom under en tale, som han holdt lørdag for at ære den dræbte israelske premierminister Yitzhak Rabin.
- Vi underskrev begge Oslo-fredsaftalen, og jeg henvender mig nu til Dem, som en kollega ville gøre det: Lad være med at give op, sagde Peres under et massemøde på det sted i Tel Aviv, hvor Rabin blev skudt ned af en attentatmand i 1995.
Peres henviste dermed til den aftale, der gav palæstinenserne selvstyre. Den blev underskrevet af Peres og Abbas ved en ceremoni i Det Hvide Hus i 1993, som også den daværende amerikanske præsident, Bill Clinton, samt Rabin og den nu afdøde palæstinensiske leder Yasser Arafat deltog i.
Dengang var Peres Israels udenrigsminister, mens Abbas repræsenterede Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO).
I en tv-tale sent torsdag meddelte Abbas, at han ikke vil stille op til det palæstinensiske valg, som han har udskrevet til afholdelse i januar.
- Jeg har meddelt ledelsen af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation og Fatahs Centralkomité, at jeg ikke stiller op. Dette er ikke en manøvre. Jeg håber, alle vil forstå denne beslutning, sagde han.
Abbas havde flere gange truet med at gå i de fem år, han har været palæstinensisk leder efter Arafat.
Fredag gik adskillige tusinde palæstinensere på gaderne på Vestbredden for at kræve, at Abbas ændrer mening og alligevel genopstiller.
Abbas begrundede torsdag sin beslutning om ikke at genopstille med den fastlåste fredsproces med Israel. Samtidig er der problemer med den interne proces, der skal forsone hans egen Fatah-organisation med de yderliggående muslimer i Hamas.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker