Israels præsident: Vi har ikke lyttet til vrede etiopiere
Myndighederne har ikke lyttet nok til det jødisk-etiopiske samfund, erkender landets præsident, Reuven Rivlin.
Israels præsident erkender efter søndag aftens uroligheder i Tel Aviv, at myndighederne har "begået fejl i håndteringen" af det etiopisk-jødiske samfund.
- Vi har begået fejl. Vi har ikke lyttet nok og ikke været tilstrækkeligt opmærksomme, siger Reuven Rivlin i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
Demonstranterne har ifølge Rivlin "løftet sløret for et åbent sår i hjertet af det israelske samfund."
Tusinder af demonstranter gik søndag på gaden i protest mod politivold i den centrale del af Tel Aviv.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, skal mandag mødes med repræsentanter for etiopierne i byen i et forsøg på at løse spændingerne.
I weekenden affyrede politiet chokgranater og brugte både vandkanoner og tåregas for at sprede menneskemængden i Middelhavsbyen.
Politiet oplyser mandag, at 43 demonstranter er anholdt efter søndagens uro.
Demonstrationen havde stået på i flere timer og forløb roligt, lige indtil den israelske minister for offentlig sikkerhed, Yitzhak Aharonovich, dukkede op, oplyste øjenvidner til Jerusalem Post søndag.
Avisen Haaretz skrev, at 30 blev kvæstet under sammenstødene.
Det er en filmet optagelse af, hvordan politifolk i sidste uge banker en jødisk-etiopisk soldat, der har fået gemytterne i kog.
Det etiopisk-jødiske samfund tæller flere end 135.000 mennesker.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet