Israelsk ambassadør benægter krisecitat

Israels ambassadør i USA nægter at have sagt, at hans hjemland og Washington befinder sig midt i den værste krise i 35 år.

- Jeg blev skamløst fejlciteret i forhold til kommentarer, som jeg kom i forbindelse med en fortrolig briefing lørdag, siger ambassadør Michael Oren.

Israelernes offentliggørelse af opførelsen af 1600 jødiske boliger i bosættelsen Ramat Shlomo nordøst for Jerusalem, der kom under USA's vicepræsident Joe Bidens besøg i Israel, har skabt krise i det israelsk-amerikanske forhold.

- De seneste begivenheder - jeg gentager - repræsenterer ikke det laveste punkt for forholdet mellem Israel og USA, siger Oren i en pressemeddelelse.

- Selvom vi er uenige på visse områder, så bliver vores diskussioner ført i en atmosfære af samarbejde, som det passer sig for en langvarig relation mellem allierede. Jeg er overbevist om, at vi i løbet af kort tid er kommet over disse uenigheder, siger ambassadøren.

Hundredvis af palæstinensiske demonstranter stødte tirsdag sammen med israelsk politi i Østjerusalem som reaktion på Israels forestående bosættelsesbyggeri.

Politiet affyrede gummikugler, tåregas og chokgranater mod demonstranterne, der kastede sten mod betjentene og byggede barrikader af brændende dæk og affaldscontainere.

USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, vil snarest ringe til Israels premierminister, Benjamin Netanyahu for at bløde op på spændingerne mellem de to lande. Hun afviser samtidig, at forholdet er kritisk.

- Den køber jeg ikke. Der er et tæt og urokkeligt bånd mellem USA og Israel. Vi har fælles værdier og et fælles ønske om en demokratisk fremtid for verden, siger Clinton.

/ritzau/AFP

Israels ambassadør i USA afviser at have kaldt forholdet til amerikanerne det værste i 35 år. Han er blevet fejlciteret, lyder forklaringen.

Offentliggjort Sidst opdateret