Israelsk angreb koster tre livet på syrisk militærbase
En syrisk base i Golanhøjderne er blevet ramt af et angreb fra Israel. Tre soldater har mistet livet.
Et israelsk angreb har søndag kostet tre soldater livet i Syrien.
Det meddeler Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder ifølge en række medier. Gruppen får sine oplysninger via et netværk af kilder og aktivister spredt rundt i hele Syrien.
De dræbte soldater gjorde tjeneste for det syriske regime under præsident Bashar al-Assad.
En embedsmand i det syriske militær bekræfter over for nyhedsbureauet AFP, at tre soldater er blevet dræbt. To andre meldes såret.
Angrebet var rettet mod en militærbase for syriske styrker i Golanhøjderne. Det er uvist, om basen blev ramt af missiler eller et bombardement udført af kampfly.
Kilder i Syrien har til det tyske nyhedsbureau dpa oplyst, at Israel rettede sit angreb mod et depot til ammunition. De israelske myndigheder har ikke kommenteret oplysningerne om angrebet.
Det israelske militær har tidligere skudt mod syriske stillinger i Golanhøjderne. Det er blandt andet sket, efter at vildfarne skud havde ramt en israelsk zone i området.
Golanhøjderne er et bjergområde i det sydvestlige Syrien på grænsen til Israel, Libanon og Jordan.
Siden Seksdageskrigen i 1967, hvor størstedelen af den arabiske befolkning flygtede, har Israel haft kontrol over området.
I 1973 forsøgte Syrien forgæves at erobre højderne tilbage, og i 1981 besluttede israelerne ensidigt at annektere området.
Der bor mange israelske bosættere i Golan, og området anvendes blandt andet til kvægbrug og let industri.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned