Israelsk delegation rejser til Kairo til forhandlinger om våbenhvile

Den israelske delegation ledes af chefen for Israels efterretningstjeneste, Mossad, David Barnea. (Arkivfoto). Foto: Gil Cohen-Magen/Ritzau Scanpix

Den israelske efterretningschef David Barnea skal lede Israels delegation i våbenhvileforhandlinger i Kairo.

Offentliggjort Sidst opdateret

En israelsk delegation rejser søndag til Kairo i Egypten til forhandlinger om våbenhvile i Gaza.

Det oplyser unavngivne diplomatiske kilder ifølge Israels militærradio, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den israelske delegation ledes af chefen for Israels efterretningstjeneste, Mossad, David Barnea. Han tager til forhandlingerne sammen med lederen af den israelske interne sikkerhedstjeneste Shin Beth, Ronan Bar.

Tidligere søndag morgen var det uklart, om den israelske delegation overhovedet ville rejse afsted.

Den shiamuslimske milits Hizbollah oplyste tidligt søndag morgen, at den havde iværksat et omfattende droneangreb mod Israel som modsvar på likvideringen af bevægelsens øverstbefalende, Fuad Shukr, i sidste måned.

En unavngiven israelsk kilde sagde senere søndag morgen til det israelske medie Hareetz, at det var uklart om angrebet ville få konsekvenser for våbenhvileforhandlinger mellem Israel og den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas.

I månedsvis har parterne arbejdet på at blive enige om en våbenhvileaftale i Gaza. Gang på gang har forsøgene fejlet.

Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, ankom til Israel søndag aften for en uge siden for at presse på, for at der kan indgås en aftale om, at parterne skal lægge våbnene i Gaza.

Blinken afsluttede tirsdag sit niende besøg til Mellemøsten, siden krigen mellem Hamas og Israel brød ud 7. oktober uden en våbenhvileaftale mellem de to.

Hamas afviste det seneste forslag, som USA og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, fremlagde.

Reuters skrev tidligere på ugen, at Hamas ønsker en fuldstændig israelsk tilbagetrækning fra Gaza, herunder den såkaldte Philadelphi-korridor langs Gazas sydlige grænse til Egypten.

Israel ønsker at bevare kontrollen over korridoren, som det erobrede i slutningen af maj efter at have ødelagt snesevis af tunneler under den. Israel siger, at den har været brugt til at smugle våben ind til Gazas militante grupper.

Både Egypten og Qatar er involveret i forhandlingerne som mæglere i konflikten.

Repræsentanter fra Hamas ankom til Kairo lørdag fra Qatar, hvor forhandlingerne har forgået indtil nu. Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

/ritzau/