Israelsk landoffensiv rejser store spørgsmål om tiden efter Hamas

Israelske kampvogne og andre militærkøretøjer holder klar nær grænsen til Gaza i det sydlige Israel fredag. Dagen inden sagde den israelske forsvarsminister til nogle af de soldater, der står klar ved grænsen, at de snart kommer til at se Gaza indefra. Det har medført spekulationer om, at en landoffensiv kan gå i gang allerede i weekenden. Foto: Violeta Santos Moura/Reuters

Israel har sat sig som mål at udslette Hamas efter gruppens blodige angreb. Men iagttagere tvivler på, om Israel har en solid plan på den lange bane.

Offentliggjort Sidst opdateret

Israelske kampvogne og soldater i titusindvis har taget opstilling langs grænsen til Gaza. En landoffensiv vil muligvis gå i gang allerede i weekenden.

- I ser nu Gaza på afstand. I kommer snart til at se det indefra. Ordren vil komme, sagde Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, torsdag til soldaterne.

Men otte regionale og vestlige iagttagere, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, rejser spørgsmål om, hvorvidt Israel har en klar strategi for, hvad der skal ske, når den sidste kampvogn er ude af Gaza igen.

Den offensiv, som Israel er ved at gøre klar til, vil være ulig noget andet, Israel før har foretaget sig i Gaza. Det vurderer de otte iagttagere.

Første del af strategien er at ødelægge Gazas infrastruktur, også selv om det kommer til at koste mange menneskeliv.

Indbyggerne skal sydpå mod grænsen til Egypten. Derpå vil Israel sprænge Hamas' labyrintiske netværk af tunneler i luften.

Det oplyser tre unavngivne kilder, som har kendskab til drøftelser mellem ledere i Mellemøsten og USA, til Reuters.

Men det bliver en vanskelig krig. Hamas er forberedt på en israelsk landoffensiv. Det er blandt andet ventet, at gruppen har lagt miner ud for Israels kampvogne, siger unavngivne militære eksperter til Reuters.

Hamas har en fordel af sit indgående kendskab til Gaza.

- Det er en underjordisk by af tunneler, der får Vietcongs tunneler til at ligne en legeplads, siger en regional sikkerhedskilde.

Under Vietnamkrigen havde USA's styrker store vanskeligheder med guerillagruppen Vietcong. Den opererede blandt andet i tunneler og kunne dukke op pludseligt og angribe.

- De kan ikke udslette Hamas med kampvogne og ildkraft, siger kilden.

Dernæst ser Israel ikke ud til at have en klar plan for, hvad der skal ske, når landoffensiven er slut, og Hamas er fjernet fra magten i Gaza, siger iagttagere.

- Deres strategi er at smide tusindvis af bomber, ødelægge alt og gå ind. Men hvad så? De har ingen exitstrategi for dagen derpå, siger en regional sikkerhedskilde, der ikke vil have sit navn frem, til Reuters.

Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, talte torsdag til nogle af de soldater, der står klar langs grænsen til Gazastriben. "I ser nu Gaza på afstand. I kommer snart til at se det indefra. Ordren vil komme", sagde Gallant. Foto: Ronen Zvulun/Reuters

Israels nationale sikkerhedsrådgiver, Tzachi Hanegbi, kunne tidligere på ugen ikke komme nærmere ind på, hvad Israels mere langsigtede plan var.

- Selvfølgelig tænker vi på det og beskæftiger os med det. Det involverer vurderinger og inkluderer det nationale sikkerhedsråd, militæret og andre, hvad angår slutsituationen, sagde han på et pressemøde.

- Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan det bliver, sagde han ifølge Reuters.

- Men vi ved, hvad der ikke kommer til at være, tilføjede han med henvisning til Israels erklærede mål om at udslette Hamas.

Mellemøsteksperten Aaron David Miller fra tænketanken Carnegie Endowment for International Peace siger, at USA's præsident, Joe Biden, under onsdagens besøg havde anledning til at presse Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, til at gennemtænke de langsigtede planer.

Et af spørgsmålene er, hvem der skal udfylde tomrummet, hvis Israel fjerner Hamas fra magten.

Kun den yderste religiøse højrefløj i Israel betragter en ny besættelse af den smalle landstribe - som i årene fra 1967 til 2005 - som en farbar vej.

Det skriver tidsskriftet The Economist.

Helst vil Israel foretrække at se det palæstinensiske selvstyre og dets leder, Mahmoud Abbas, overtage styringen i Gazastriben.

Men det er ikke realistisk i lyset af, at Abbas og selvstyret blev smidt ud af Gaza efter en blodig intern palæstinensisk konflikt i 2007.

- Jeg tror ikke, at nogen kan være så dum at tro, at han kan komme tilbage på bagklappen af en israelsk kampvogn, siger Ghassan al-Khatib, en tidligere palæstinensisk minister, til The Economist.

/ritzau/

Krig mellem Israel og Hamas

* Israel blev angrebet af Hamas-bevægelsen i de tidlige morgentimer 7. oktober. Over 1400 israelere blev dræbt. Af dem var 306 soldater, resten civile.

* Israel har iværksat "Operation Jernsværd", der har som mål at udslette Hamas-styret.

* Indtil videre har den militære operation bestået af luftangreb. Men en snarlig landoffensiv er ventet. 360.000 soldater af reserven er indkaldt, og israelske styrker står klar langs grænsen til Gazastriben.

* Den islamistiske Hamas-bevægelse har ledet Gazastriben siden 2006.

* Israel har udkæmpet tre tidligere væbnede konflikter eller krige mod Hamas. Det var i 2008-2009, 2012 og 2014. To gange har Israel sendt styrker ind på landjorden i Gazastriben.

* De tre tidligere konflikter har samlet set kostet 4000 palæstinensere livet og under 100 israelere.

* Der bor omkring 2,3 millioner mennesker i Gazastriben. Med Gazastribens areal på omkring 360 kvadratkilometer er det et af verdens tættest befolkede områder.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu