Israelsk luftangreb mod militære mål dræber ti i Syrien
Israels forsvar oplyser onsdag i en meddelelse, at forsvaret har udført luftangreb mod syriske og iranske mål i Syrien. (Arkivfoto) Foto: Amir Cohen/Reuters
Amir Cohen/Reuters
Israel har onsdag angrebet militære mål i Syrien, efter at landet har fundet sprængladninger nær grænsen.
Et israelsk luftangreb i Syrien har tidligt onsdag lokal tid kostet ti soldater livet.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), der følger situationen i landet tæt. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge Sohr er tre soldater fra det syriske luftvåben og fem udenlandske soldater fra allierede styrker blandt de dræbte.
Israels forsvar oplyser i en meddelelse, at hæren onsdag har udført luftangreb mod syriske og iranske mål i Syrien.
Forsvaret siger i meddelelsen, at der er tale om et gengældelsesangreb, efter at Israels militær har fundet sprængladninger langs landets nordlige grænse ved Golanhøjderne.
- I går (tirsdag, red.) fandt israelske forsvarstropper improviserede sprængladninger. De var placeret af et syrisk hold ledet af iranske styrker, skriver forsvaret og tilføjer:
- Som modsvar har jagerfly i løbet af natten angrebet militære mål, som tilhører den iranske Quds-styrke og Syriens Bevæbnede Styrker.
Israels forsvar meddeler, at syriske antiluftskytsstillinger, militærbaser og lagerbygninger er blevet ramt.
I meddelelsen oplyses det også, at Israel holder styret i Syrien ansvarlig for "alle aktiviteter på syrisk jord".
Syriens statslige nyhedsbureau Sana oplyser onsdag, at syrisk luftvåben har opfanget "israelsk aggression" i luftrummet over hovedstaden Damaskus. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Israel har udført hundredvis af luft- og missilangreb mod Syrien, siden borgerkrigen i landet brød ud i 2011.
Landet anerkender sjældent enkelte angreb. Men når det sker, er meldingen, at angrebene er et modsvar på angreb mod israelsk territorium.
Den iranske Quds-styrke har spillet en nøglerolle i forhold til at lede militser, som har kæmpet på præsident Bashar al-Assads side under borgerkrigen i Syrien.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned