Israelsk militærchef melder om krigstid forud for mulig invasion

Israels militærchef, Herzi Halevi, mener, at det først senere skal efterforskes, hvordan Hamas kunne tage det israelske forsvar med bukserne nede. (Arkivfoto). Foto: Maya Alleruzzo/Ritzau Scanpix

I Gazastriben, hvor 1500 palæstinensere er blevet dræbt og en humanitær krise er under opsejling, har Israel opfordret indbyggerne til at drage mod syd.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er krigstid.

Israels militærchef, Herzi Halevi, er klar i mælet om, hvilken opgave man står over for.

Jovist, man er også nødt til at efterforske, hvordan det israelske forsvar kollapsede, da krigere fra Hamas lørdag kunne køre gennem nabolag efter nabolag og dræbe civile.

Men skal man tolke Halevis ord, så må det komme, efter at truslen fra Hamas er endeligt tilintetgjort.

Fredag morgen dansk tid har Israel ifølge en talsmand fra FN opfordret 1,1 million palæstinensere i Gaza til at flytte sig til den sydlige del af enklaven inden for 24 timer.

Israel har ikke præciseret hvorfor.

FN har dog på det kraftigste appelleret til, at opfordringen trækkes tilbage for at undgå en "katastrofal situation".

Den palæstinensiske redningsarbejder Ibrahim Hamdan er kørt fra det ene bombested til det andet i Gazastriben for at redde mulige overlevende ud fra murbrokkerne af huse, som er blevet ødelagt i det israelske bombardement. Foto: Ibraheem Abu Mustafa/Reuters

- FN anser det som værende umuligt for sådan en bevægelse at finde sted uden altødelæggende humanitære konsekvenser, siger FN-talsmand Stephane Dujarric i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den israelske regering har været i færd med at skaffe international opbakning til sit modsvar, der hidtil primært er gået på luftangreb mod mål i Gaza, hvor mindst 1500 palæstinensere har mistet livet.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, samt forsvarscheferne i Nato er blevet vist grafiske billeder af børn og civile, som ifølge den israelske regering blev dræbt under weekendens angreb.

Blinken har udtalt, at han blandt andet så billeder af et spædbarn "gennemhullet af kugler", halshuggede soldater og unge mennesker brændte i deres biler.

- Det er moralsk fordærvelse på den værst tænkelige måde. Det er virkelig hinsides hvad som helst, vi kan begribe, lød det.

Israel har svoret at gøre gengæld for angrebet, og med en stor ophobning af kampvogne nær Gazastriben tyder det på, at en invasion kan være på vej.

Som andre har Blinken opfordret Israel til at udvise tilbageholdenhed. Men han har også utvetydigt gentaget, at USA altid vil stå bag Israel.

Forældrene og søsteren til den fransk-israelske soldat Eli Valentin Ghenassia, der blev dræbt under kampe i kibbutzen Beeri under Hamas' angreb, sørger ved hans begravelse i Jerusalem. Foto: Ronaldo Schemidt/Ritzau Scanpix

Det er uvist, hvad en israelsk invasion vil føre med sig af humanitære konsekvenser. Men allerede nu står det klart, at situationen i Gaza er kritisk.

Ifølge OCHA, FN's agentur for koordinering af humanitær hjælp, er over 423.000 mennesker flygtet deres hjem i Gazastriben som følge af de israelske bombardementer.

Internationalt Røde Kors (ICRC) har advaret om, at nødgeneratorerne, som holder hospitalerne i Gaza kørende, er ved at løbe tør for brændstof.

FN's fødevareprogram WFP er af den overbevisning, at lagre af mad og drikkevand i Gaza er ved at være udtømte.

- Den menneskelige elendighed som følge af eskaleringen er afskyelig, og jeg opfordrer parterne til at mindske de civiles lidelser, lyder det fra Fabrizio Carboni, regional direktør i ICRC.

På samme tid har Den Internationale Straffedomstol (ICC) udtalt, at eventuelle krigsforbrydelser i forbindelse med konflikten hører under dens jurisdiktion.

Alt imens en mulig invasion nærmer sig, er sørgende på begge sider begyndt at begrave deres elskede.

Israel har svoret at gøre gengæld for angreb, og med en stor ophobning af kampvogne nær Gazastriben tyder det på, at en invasion kan være på vej. Foto: Ilia Yefimovich/Ritzau Scanpix

- Da du ikke tog mit opkald, vidste jeg, at du kæmpede med al din magt. Da jeg indså, at du var savnet, kunne jeg ikke forestille mig, hvordan det ville ende, siger en sørgende israeler til Reuters.

I Khan Younis i det sydlige Gaza, hvor gravpladserne allerede er fyldte, bliver omkomne begravet på tomme grunde.

Den palæstinensiske redningsarbejder Ibrahim Hamdan er kørt fra det ene bombested til det andet for at redde mulige overlevende ud fra murbrokkerne af huse, som er blevet ødelagt i det israelske bombardement.

- Krigen er mere brutal, end man kan forestille sig, siger han til Reuters.

/ritzau/

Det ved vi på krigens 7. dag

* Israel er begyndt at begrave døde efter weekendens angreb, hvor mindst 1300 israelere blev dræbt.

* Alt imens er mindst 1500 palæstinensere døde efter det israelske modsvar. Mindst 500 af dem er børn.

* Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har beviser på 34 angreb mod sundhedsfaciliteter i Gaza.

* Internationalt Røde Kors (ICRC) har advaret om, at nødgeneratorerne, som holder hospitalerne i Gaza kørende, er ved at løbe tør for brændstof.

* FN's fødevareprogram WFP er af den overbevisning, at lagre af mad og drikkevand i Gaza er ved at være udtømte.

* Tidligt fredag morgen har Israel opfordret 1,1 million palæstinensere i Gaza til at flytte sig til den sydlige del af enklaven inden for 24 timer.

Kilder: The Guardian, Reuters, AFP

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu