Israelsk politi rydder ulovlig jødisk bosættelse
Israelsk politi er mødt talstærkt op for at rømme den ulovlige bosættelse Amona på Vestbredden. Foto: AP/Oded Balilty
AP/Oded Balilty
Bosættelsen Amona ryddes, efter at højreradikale i Israels regering prøvede at få den lovliggjort.
Israel er onsdag i gang med rydningen af den ulovlige bosættelse Amona på Vestbredden kun få timer efter, at regeringen har offentliggjort en plan om 3000 nye boliger i det besatte område.
Flere hundrede politifolk befinder sig i Amona nær Ramallah for at bære de ulovlige jødiske bosættere ud.
Det drejer sig om 42 familier, som skal fjernes fra området.
Det sker efter ordre fra en israelsk domstol. Den har fastslået, at Amona er bygget på privat palæstinensisk jord.
Det afslutter en flere måneder lang proces, hvor højreradikale i den israelske regering har forsøgt at få legaliseret bosættelsen.
Flere hundrede sympatisører var mødt op for at støtte besætterne. Der blev smidt sten mod journalister, men der var ingen åbne slagsmål med politiet.
Den højreradikale parlamentariker Moti Yogev, hvis parti, Jødisk Hjem, er en del af Israels regering, sluttede sig i solidaritet til de ulovlige bosættere.
Han kalder nedrivningen af Amona for "en dårlig beslutning", men siger, at de nye bosættelser, som det israelske forsvarsministerium gav meddelelse om tirsdag aften, er kompensationen.
- Ja, Amona vil blive ødelagt, men i stedet for Amona bygges 3000 nye hjem, siger han.
Siden Donald Trump for mindre end to uger siden blev indsat som præsident i USA, har der blæst milde vinde for bosætterne. Det har fået regeringen i Jerusalem til at godkende over 6000 nye boliger på Vestbredden.
Trump har signaleret forståelse for udbygningen af bosættelserne og udpeget en ambassadør, der er kendt for sin støtte til bosætterne.
Trump har også sagt, at han vil flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Det har den amerikanske regering hidtil afstået fra, fordi der ikke er indgået en fredsaftale mellem israelerne og palæstinenserne og oprettet en palæstinensisk stat.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker