Israelske kampvogne når til midten af hovedby i det sydlige Gaza
Røg stiger op fra Khan Younis søndag under fortsatte meldinger om kampe. Foto: Menahem Kahana/Ritzau Scanpix
Det har været en af "de mest frygtlige nætter" hidtil, siger Gaza-borger efter israelsk fremrykning.
Israelske kampvogne har søndag kæmpet sig vej til den centrale del af det sydlige Gazas hovedby, Khan Younis.
Det er sket som led i en større fremrykning i det sydlige Gaza.
Borgere siger, at kampvognene har nået hovedvejen, der går fra nord til syd i midten af Khan Younis, efter intense kampe i løbet af natten.
Vest for det område, hvor fremrykningen foregår, gennemføres der gentagne flyangreb.
Søjler af tung røg stiger op fra byen, og der er en konstant buldren fra eksplosioner.
Netop i Khan Younis har tusindvis af civile søgt tilflugt fra andre dele af Gaza.
- Det var en af de mest frygtelige nætter, siger en far til fire, som har forladt Gaza By nordpå.
- Der blev gjort meget stærk modstand. Vi kunne høre skud og eksplosioner, som ikke stoppede i flere timer, siger manden, der ikke ønsker at stå frem med navn af hensyn til sin egen sikkerhed.
Israel begyndte denne uge sin store offensiv mod Khan Younis, i kølvandet på at en våbenhvile kollapsede.
Men begge parter melder også om heftige kampe i den nordlige del af Gazastriben.
Her har Israel tidligere meldt ud, at landets styrker ellers sidste måned lykkedes med deres mission i vidt omfang.
Ved daggry kunne der høres eksplosioner. Også her steg røgen op, så den kunne ses fra Israels side af grænsen.
Landoffensiven i Gaza er led i Israels modsvar på den militante palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb 7. oktober. Her blev omkring 1200 mennesker ifølge israelske tal dræbt, mens Hamas tog cirka 240 gidsler.
Internationale hjælpeorganisationer siger, at den udvidede offensiv har efterladt de 2,3 millioner mennesker i Gaza uden steder at søge ly.
De Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder melder om mindst 17.700 dræbte i Gaza.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker