Israelske soldater såret i angreb fra Gaza

Militante palæstinensere har affyret skud og morterer mod israelske soldater og såret fire. Det oplyser den israelske tv-station Kanal 10.

Hændelsen fandt sted tæt på grænsen mellem Israel og Gaza. Der meldes om skudveksling mellem de to parter.

Palæstinensiske øjenvidner siger, at skudvekslingen fandt sted øst for byen Khan Yunis, og at det varede 20 minutter. Angiveligt er en palæstinenser såret.

Vidnerne tilføjer, at israelske styrker affyrede granater og en raket under kampene.

To af de sårede soldater blev fløjet med helikopter til et hospital, mens de to andre blev behandlet på stedet, meddeler Kanal 10.

Det var ikke umiddelbart muligt at få bekræftet oplysningerne fra den israelske hær.

Tidligere på dagen demonstrerede indbyggere i Gaza på grund af drabet på en 66-årig palæstinenser, der ved en fejl blev dræbt af israelske soldater under en ransagning på Vestbredden.

Under demonstrationen i Gaza opfordrede et højtstående medlem af Hamas til at "slippe modstandskampen fri", skriver avisen Jerusalem Post.

/ritzau/AFP

Fire israelske soldater er såret, efter militante palæstinensere skød mod dem, rapporterer israelsk tv.

Offentliggjort Sidst opdateret