Italien lukker smuthul og forhindrer bøssepar i at stifte familie

Den italienske premierminister, Giorgia Meloni, mener, at den nye lov beskytter kvinder og børns rettigheder. Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix

Det kan give to års fængsel og millionbøder, hvis italienere bryder udvidet forbud mod rugemødre. Det er slut med at leje en livmoder, siger premierminister.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver så godt som umuligt for homoseksuelle mænd i Italien at blive forældre.

Landets konservative regering har med et nyt forbud endnu en gang slået ned på LGBT+-rettigheder for at beskytte traditionelle familieværdier.

Den nye omstridte lov har udvidet forbuddet mod brug af rugemødre. En rugemor er en kvinde, som bærer et barn for par, som ikke selv kan få børn.

Det var i forvejen ulovligt at benytte rugemødre i Italien.

Men den nye lov lukker et smuthul i loven, så det nu også er forbudt at bruge rugemødre i lande, hvor det er lovligt.

Dermed fjerner regeringen umiddelbart den sidste mulighed, som homoseksuelle mænd har for at blive forældre. Kun heteroseksuelle par må adoptere i Italien.

Loven har skabt panik hos bøssepar i Italien. Det rapporterer The New York Times.

- Det føles, som om en lastbil rammer os i ansigtet, siger Pierre Molena, der sammen med sin partner venter på at stifte familie ved hjælp af en rugemor i udlandet.

- Vi er bekymrede for vores fremtid og for vores barns fremtid, siger han til avisen.

Man kan få op mod to års fængsel og bøder på op til en million euro, hvis man benytter en rugemor.

Tirsdag var demonstranter fra LGBT+-miljøet mødt op ved det italienske senat.

De fremhævede, at forbuddet, som blev vedtaget onsdag, også er skadende, fordi det gør det sværere at få børn, på et tidspunkt hvor Italien kæmper med faldende fødselsrater.

- Hvis nogen får et barn, bør de få en medalje. Her bliver man i stedet sendt i fængsel, hvis ikke man får børn på den traditionelle måde, sagde LGBT+-aktivisten Franco Grillini til Reuters.

Flere aktivister har kaldt forbuddet for "middelalderligt".

Ifølge Alessia Crocini, formand for en organisation for regnbuefamilier, er 90 procent af de italienere, som får hjælp af rugemødre, heteroseksuelle par.

Men det rammer alligevel primært bøssepar, fordi de ikke har andre muligheder.

Den italienske regering forsvarer den nye lov.

Ifølge analytikere bruger premierminister Giorgia Meloni loven til at vinde point hos sine konservative, højreorienterede vælgere. De er overvejende imod rugemødre, og at homoseksuelle kan adoptere.

Meloni, som vandt valget i 2022, har hele tiden været en stærk fortaler for traditionelle familieværdier.

Hun mener, at forbuddet beskytter både kvinder og børns rettigheder. Loven er "sund fornuft", tilføjer hun.

- Lovforslaget, som gør det ulovligt at leje livmodere, er endelig vedtaget, skriver hun på det sociale medie X.

En kvinde demonstrerer mod Italiens udvidede forbud mod rugemødre. - Vi råber det fra hjertet. Rettigheder nu, lyder budskabet på skiltet. Foto: Alessandra Tarantino/Ritzau Scanpix

Allerede før Meloni tog over, haltede Italien efter de fleste europæiske lande, hvad angår LGBT+-rettigheder.

Sammen med Ungarn og Tjekkiet er Italien et af de få EU-lande, som ikke tillader homoægteskaber. Registrerede partnerskaber, som giver mange af de samme rettigheder, er dog tilladt.

Brug af rugemødre er forbudt i flere europæiske lande såsom Frankrig, Tyskland, Spanien og Sverige.

Det er lovligt i Danmark, men er ikke særligt udbredt.

Italienere tager typisk til USA eller Canada for at finde en rugemor. Her fraskriver rugemoren sig barnet fra fødslen, så det tiltænkte forældrepar får forældremyndigheden.

/ritzau/

Italiens premierminister Giorgia Meloni

 Navn: Giorgia Meloni.

Alder: 47 år, født 15. januar 1977.

Fødested: Rom.

Datter af: Francesco Meloni og Anna Paratore. Faren, der var venstreorienteret, forlod familien og flyttede til De Kanariske Øer, da Meloni var et år.

Nationalitet: Italiensk.

Karriere:

* Meloni begyndte at interessere sig for politik som 15-årig og meldte sig ind i ungdomspartiet i et neofascistisk parti, der var startet af en minister fra diktator Benito Mussolinis regering.

* I 2006 blev hun udpeget til sin første politiske post af den daværende premierminister, Silvio Berlusconi.

* I 2008 blev hun i en alder af 31 år den yngste minister i Italien nogensinde, da Berlusconi udpegede hende til sports- og ungdomsminister.

* I 2012 dannede hun partiet Italiens Brødre, som hun har ledet siden 2014.

* I 2022 blev Italiens brødre størst ved parlamentsvalget, og Meloni blev premierminister.

Civilstand: Meloni er ikke gift, men hun har en datter fra 2006 med en italiensk tv-journalist.

Andet: Meloni beskriver sig selv som konservativ og som en "kristen mor", der ønsker at forsvare "traditionelle familieværdier".

Kilder: The Guardian, BBC og Politico.

/ritzau/

Sagt om forbuddet

* Eugenia Roccella, familieminister:

- Personer er ikke objekter. Børn kan ikke købes, og man kan ikke sælge eller leje kropsdele.

* Riccardo Magi, parlamentsmedlem fra venstrefløjen:

- En sort dag for parlamentet, rettigheder og friheder. Loven sidestiller fødsler og forældreskab med forbrydelser som pædofili og folkedrab. Kvinders kroppe, livmodere og frihed tilhører kvinder. Ikke Giorgia Meloni. Ikke denne regering.

* Lavinia Mennuni, senator fra Italiens Brødre:

- Vi vil gøre op med fænomenet rugemorturisme.

Kilder: AFP og Reuters.

/ritzau/

- Vi er familier, ikke kriminelle, lød budskabet fra en demonstrant, da der også i foråret var protester mod lovforslaget, som var på vej, og som nu er vedtaget. (Arkivfoto). Foto: Alessandra Tarantino/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu