Italien må vente: Posten som premierminister uafklaret
Matteo Renzi, den 39-årige borgmester i Firenze, er fortsat favorit til at blive Italiens næste premierminister - den yngste i landets historie - men vejen til topposten er tilsyneladende mere kompliceret end først antaget.
Iagttagere havde ventet, at landets præsident, Giorgio Napolitano, lørdag aften ville bede Renzi om at danne en ny regering, men sådan blev det ikke.
Efter samtaler med alle landets partier, et efter et, kom præsidenten ud til pressen, men han ville ikke nævne et navn på den person, han i givet fald har i tankerne som kommende premierminister.
- Det har været en interessant og meget stimulerende dag, hvor jeg har modtaget mange forslag, og dem vil jeg bringe videre til den person, jeg vil bede om at danne regering, siger præsidenten.
Italiens vicepremierminister, Angelino Alfano, ville ikke uden videre pege på Matteo Renzi.
- Vi kan ikke garantere en lykkelig afslutning, siger Alfano, hvis parti Nyt Centrum-Højre er et af de mindre i den nuværende koalitionsregering.
- Vi kan ikke afslutte dette i løbet af 48 timer, uddyber han.
Angelino Alfano nægter, for blot at nævne en af mange udfordringer, at gå i regering med Renzi, hvis regeringen kommer for "langt ud på venstrefløjen". Sker det, vil han i stedet presse på for et snarligt valg.
Flere andre partier er skeptiske over, at Renzi overtager posten efter partifællen Enrico Letta, der trådte tilbage fredag.
Tidligere premierminister Silvio Berlusconi sagde efter samtalerne lørdag, at han og hans parti Forza Italia ikke ønsker at komme med i den kommende regering.
- Vi vil være i opposition, og vi vil være en ansvarlig opposition, siger Berlusconi.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde