Italien ophæver nødretstilstand og lemper coronarestriktioner
På et pressemøde torsdag fortalte premierminister Mario Draghi om lempelsen af coronarestriktionerne i Italien. Foto: Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
Filippo Monteforte/Ritzau Scanpix
Snart vil de fleste coronarestriktioner i Italien være fortid. Coronapas gælder dog fortsat på diskoteker.
Italien planlægger at ophæve en nødretstilstand i landet som følge af coronavirus torsdag den 31. marts og afskaffe de fleste restriktioner.
Det oplyser premierminister Mario Draghis regering torsdag efter et regeringsmøde.
Fra april og fremefter vil det såkaldte grønne pas, som indbyggere skal fremvise for at bevise, at de er vaccinerede, testet negative eller kommet sig efter sygdommen, ikke længere være påkrævet.
Passet er lige nu et krav for at få adgang til eksempelvis hoteller og butikker samt den offentlige transport.
Derudover afskaffes adgangsrestriktioner for besøgende til offentlige arrangementer, biografer, teatre, sportsstadioner, udstillinger og museer. Det vil således være tilladt for disse steder at lukke lige så mange mennesker ind som før coronakrisen.
Kravet om at fremvise vaccinebevis vil dog fortsat gælde for restauranter, idrætshaller, diskoteker og indendørs kulturinstitutioner frem til 1. maj, hvor det grønne pas helt afskaffes.
Desuden bliver karantænereglerne i Italien næsten fuldstændigt ophævet. Fremover er det således kun smittede, som skal isolere sig. Tætte kontakter - uanset om de er vaccinerede eller ej - vil få lov til at forlade deres hjem til enhver tid.
Også i skolerne er det kun smittede børn, som skal blive hjemme.
Som i mange andre lande stiger antallet af smittetilfælde i Italien for tiden. Torsdag blev der bekræftet knap 80.000 nye smittetilfælde og 129 coronarelaterede dødsfald.
Over 91 procent af alle italienere over 12 år har modtaget mindst ét vaccinestik.
Der bor cirka 60 millioner mennesker i Italien.
Samtidig med ophævelsen af nødretstilstanden vil et regeringsudvalg af coronaeksperter blive opløst. Udvalget har arbejdet med vigtige foranstaltninger i Italien under pandemien.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker