Frankrig støttes af Italiens indenrigsminister i striden om udvisninger af romaer og sigøjnere.
- Frankrig kopierer blot, hvad Italien har gjort. I årevis har Italien brugt en teknik med frivillig og assisteret tilbagevenden til hjemlandet, siger Roberto Maroni, som er en af de ledende skikkelser i anti-immigrationspartiet Liga Nord.
Maroni ønsker, at Italien får mulighed for at udvise EU-borgere, som ikke lever op til minimumkrav til indtægt og bolig, og som ligger værtslandet til byrde økonomisk.
- Mange romaer er EU-borgere, men de lever ikke op til sådanne minimumkrav, siger han.
Frankrig er ellers udsat for massiv international kritik, og oppositionen i Paris har beskyldt præsident Nicolas Sarkozys regering for "statsracisme".
Tre busser med 130 romaer - mænd, kvinder og børn - blev fredag eskorteret ud til Charles de Gaulles lufthavn, hvorfra de blev fløjet til Timisoara i det vestlige Rumænien.
Den franske immigrationsminister, Eric Besson, siger, at romaerne i lighed med de i alt 86, der blev sendt til Rumænien torsdag, forlader Frankrig "frivilligt" mod at få 300 euro (godt 2200 kroner) med i kontanter.
Alle udenlandske romaer, der opholder sig i de lejre, den franske regering har erklæret ulovlige, bliver udvist af landet inden for en måned, hvis de ikke inden da har indvilget i at rejse hjem med det kontante tilskud.
Sarkozys familieminister, Nadine Morano, har sagt, at nogle mødre blandt romaerne bedøver deres børn for at få dem til at virke syge, når en familie tigger.
- Vi vil ikke acceptere denne form for adfærd, udtalte hun til radiostationen Europe 1 før fredagens udvisninger.
Eric Besson siger, at i alt 850 romaer vil blive udvist i august.
Frankrig udviste omkring 10.000 romaer til Rumænien og Bulgarien sidste år.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub