Italien sejler migranter fra Middelhavet til to nye centre i Albanien

Albaniens premierminister, Edi Rama (tv)., og Italiens premierminister, Giorgia Meloni, underskrev den nye aftale på en pressekonference i Rom. Foto: Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix

Italien og Albanien indgår aftale om, at asylansøgere, som samles op af italienske skibe, til foråret skal sejles til Albanien. Her skal asylsagerne behandles.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når det bliver forår, begynder en ny trafik mellem Italien og Albanien.

De to lande har indgået en aftale, som kan få store konsekvenser for tusindvis af migranter, der vil til EU, og for Italiens hårdt pressede asylsystem.

For aftalen indebærer, at mange migranter slet ikke når frem til EU.

Hvis de samles op af et italiensk skib på Middelhavet, bliver de sejlet til Albanien.

Den engelsksprogede albanske avis Tirana Times skriver, at de italienske skibe vil lægge til kaj i Albaniens tredje største havn i byen Shëngjin.

Her indrettes et center, hvor migranterne kan søge om asyl i Italien.

Længere inde i landet i Gjadri ligger en udtjent militærbase. Her indrettes et center for afviste asylansøgere.

Her skal migranterne bo, indtil de kan sendes hjem.

Aftalen mellem de to lande er blevet præsenteret af Italiens premierminister, Giorgia Meloni, og Albaniens premierminister, Edi Rama.

Det skete mandag på en pressekonference i den italienske hovedstad, Rom.

Meloni, der kom til magten for et år siden - blandt andet på en politik om at standse den store tilstrømning af migranter til Italien - sagde, at Italien betaler for de to centre.

De bygges til at kunne håndtere 3000 personer om måneden. Op til 36.000 skal kunne opholde sig der og vente på hjemsendelse, skriver Reuters.

- Den illegale masseindvandring er et fænomen, som intet EU-land kan klare alene, sagde Meloni.

Albanien er ikke medlem af EU, men søgte ind i 2009. Meloni sagde, at Italien støtter albansk medlemskab.

De to regeringschefer er glade og tilfredse med aftalen om asylbehandling i Albanien. Begejstringen er noget mere afmålt hos oppositionen i begge lande. Italiens premierminister, Giorgia Meloni, og Albaniens premierminister, Edi Rama, giver hånd på aftalen i Rom. Foto: Roberto Monaldo/Ritzau Scanpix

Ifølge aftalen er det migranter, der samles op på åbent hav af Italiens flåde eller kystvagt, som sejles til Albanien.

Ikke migranter, som hjælpeorganisationer samler op og sejler til den italienske ø Lampedusa eller andre steder i Italien.

Børn, gravide og "sårbare" bringes ikke til Albanien, siger Meloni.

Italien skal også sørge for sikkerheden ved og på centrene.

En kilde i Melonis kontor siger til Reuters, at håbet er, at aftalen afskrækker migranter fra at rejse over Middelhavet og også afskrækker menneskesmuglere.

I år er der indtil nu kommet 145.000 migranter til Italien. I samme periode i 2022 kom der 88.000.

Premierminister Rama forsvarer aftalen.

Billedet er fra den 18. september, hvor en båd fra Italiens kystvagt sejler forbi en turistbåd. Kystvagten sejler mod den italienske ø Lampedusa med migranterne, der er samlet op på Middelhavet. Til foråret sejler kystvagten ikke til Lampedusa med migranter, men til Albanien.(Arkivfoto). Foto: Yara Nardi/Reuters

Han kalder ifølge netavisen politico.eu Italiens placering i Middelhavet "en forbandelse".

- Vi har ikke styrken eller kapaciteten til at være en løsning. Men vi har en pligt over for Italien til at give en hjælpende hånd.

Rama henviste på pressekonference også til, at da Albanien stod i store problemer i 1990'erne efter kommunismens fald, hjalp Italien med at få Albanien igennem krisen.

- Denne gæld kan ikke tilbagebetales. Men hvis Italien kalder, så kommer Albanien, sagde Rama, der ifølge BBC talte italiensk på pressekonferencen.

Han sagde også, at han og Meloni havde diskuteret planerne om centrene tilbage i august, da den italienske premierminister var på sommerferie i Albanien.

Den nye aftale går ikke rent ind hos oppositionen i hverken Italien eller Albanien, skriver BBC.

Riccardo Magi, leder af Italiens liberale Parti + Europa, kalder planen "skræmmende".

En tilfreds italiensk premierminister. Giorgia Meloni fra det højreorienterede Italiens Brødre gik til valg på at gøre noget ved Italiens store problemer med migranter. Hun vandt valget for et år siden, og nu sender hun asylansøgere til Albanien. Foto: Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix

- Det er en slags italiensk Guantanamo.

Angelo Bonelli fra Italiens De Grønne betegner aftalen som et "brud på konventioner og international lov".

Regeringen "outsourcer dens ansvar og risikerer at lave tilbageholdelseslejre, der ikke opfylder standarder for modtagelse og respekt for menneskelig værdighed", siger han.

Bellind Kellici fra Albaniens Demokratiske Parti mener, at aftalen "mangler gennemsigtighed".

- Det er forræderi mod Albanien og det mest illoyale, som Rama kan gøre mod vort land.

/ritzau/

Rwanda eller et andet sted

* Italien-Albanien-aftalen er ikke den første aftale, som et EU-land indgår om asylbehandling uden for EU. Men ingen aftale er indtil nu blevet realiseret.

* Storbritannien - nu uden for EU - og Danmark har begge forsøgt at få asylbehandling i Rwanda. Men intet et sket. Storbritannien har været tæt på, men transporten af asylansøgere til Rwanda er blevet blokeret af domstole.

* I Danmark har regeringen sagt, at den vil have andre EU-lande med på Rwanda-projektet for at realisere det.

* Senest er det den tyske regering, der har besluttet, at den vil undersøge muligheden for at behandle asylansøgninger i lande uden for EU.

Kilder: Reuters, dpa

 

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu