Italien skriger på mere flygtningehjælp

Situationen i Libyen kan udvikle sig til "en katastrofal humanitær krise", siger Italien, der nu opfordrer alle EU-lande til at hjælpe til med at håndtere den massive flygtningestrøm, som kan være på vej mod Europa.

- Vi kan ikke stå alene, siger den italienske indenrigsminister, Roberto Maroni.

- Vi står over for en humanitær nødsituation, og jeg beder Europa om at iværksætte alle de nødvendige foranstaltninger, der skal til for at imødegå en katastrofal humanitær krise, siger han.

EU's 27 integrationsministre er torsdag samlet i Bruxelles for at diskutere, hvordan EU kan forberede sig på et eventuelt flygtningekaos oven på revolutionerne i Nordafrika.

Ifølge den italienske indenrigsminister står Italien over for en potentiel flygtningestrøm på 1,5 millioner mennesker.

Sveriges integrationsminister, Tobias Billström, er dog ikke meget for den alarmerende tone.

EU-landene er naturligvis nødt til at forberede sig på en tilstrømning af flygtninge. Men det er vigtigt, at man stadig bevarer hovedet koldt, siger han.

- Jeg tror, vi skal tage det mere fredeligt. Vi har virkelig ikke set nogen bølger over Middelhavet endnu, siger han med henvisning til en eventuel ny strøm af flygtninge.

Italien har ligeledes foreslået at oprette en fælles asylpolitik samt at dele flygtningestrømmens omkostninger blandt alle EU-lande.

Men den fordeling møder langt fra opbakning hos den svenske integrationsminister.

Ifølge integrationsministeren tog Sverige, der har en befolkning på ni millioner mennesker, sidste år imod 32.000 asylansøgere uden at bede EU om hjælp.

Derfor er det heller ikke nødvendigt, at Italien, et land med 53 millioner indbyggere, beder om hjælp med at håndtere omkring 5000 flygtninge, der tidligere på måneden ankom til den lille italienske ø Lampedusa.

- Hvis udviklingen i Libyen udvikler sig til borgerkrig, så har vi et stort antal af mennesker, der forlader landet. Men vi er ikke der endnu, og lad os håbe, at det heller ikke er det, der kommer til at ske, siger han.

/ritzau/TT/AFP

Italien beder de andre EU-lande om hjælp i tilfælde af en massiv flygtningestrøm fra Libyen.

Offentliggjort Sidst opdateret