Italien slipper ChatGPT løs igen efter midlertidig blokering
ChatGPT er igen tilgængelig i Italien, efter at en midlertidig blokering af skriverobotten er blevet ophævet. (Arkivfoto). Foto: Michael Dwyer/Ritzau Scanpix
I marts blev Italien det første vestlige land til at tage affære mod ChatGPT som følge af databekymringer.
Italien har ophævet en midlertidig blokering af OpenAI's chatrobot, ChatGPT.
Det oplyser en talsmand for OpenAI fredag.
- ChatGPT er igen tilgængelig for vores brugere i Italien. Vi er glade for at kunne byde dem velkommen tilbage, og vi vil fortsat bestræbe os på at beskytte deres personlige data, siger talsmanden.
ChatGPT blev nærmest øjeblikkeligt en global sensation, da den blev tilgængelig sidste år. På få sekunder kan chatrobotten generere velskrevne stile, sange, eksamensopgaver og endda nyhedsartikler.
Men kritikere er bekymrede for, hvordan ChatGPT og dens konkurrenter indsamler og behandler data.
I slutningen af marts blev Italien det første vestlige land, som tog affære mod den populære chatbot.
Landets datatilsyn mente, at det amerikanske firma OpenAI, der har udviklet ChatGPT, ikke havde noget juridisk grundlag, der kunne retfærdiggøre den massive indsamling og opbevaring af personlige data til træning af algoritmerne bag platformen.
Tilsynet mente også, at der manglede klarhed over, hvilke personers data der blev indsamlet.
Samtidig vurderede datatilsynet, at unøjagtig information fra chatrobotten ikke blev håndteret korrekt. Tilsynet anklagede også OpenAI for at udsætte børn for "totalt uegnede svar".
Som følge af den midlertidige blokering i Italien har OpenAI nu tilføjet information på sin hjemmeside, om "hvordan vi indsamler og bruger træningsdata".
Derudover er der på ChatGPT og OpenAI's hjemmesider kommet "større synlighed" omkring politikker, der vedrører persondata.
Virksomheden oplyser desuden, at den har implementeret et værktøj "til at verificere brugernes alder i Italien", når de logger ind.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde