Italien trækker ambassadør hjem fra Syrien

- Italien har i dag suspenderet alle aktiviteter på ambassaden i Damaskus, lyder det i en meddelelse fra det italienske udenrigsministerium.

- Vi gentager vores fordømmelse af de overgreb, der bliver begået af det syriske regime mod landets eget folk, hedder det videre.

Ministeriet vil fortsætte med at støtte det syriske folk og arbejde for en fredelig løsning af konflikten for at garantere fundamentale rettigheder.

- Vi står bag bestræbelserne fra FN og Den Arabiske Ligas særlige udsending Kofi Annan for at sætte en stopper for volden og tillade humanitær hjælp og en politisk dialog, skriver udenrigsministeriet.

Reaktionen kommer efter meldinger om, at Kofi Annans rejse til Syrien ser ud til at have været forgæves.

Syriens præsident, Bashar al-Assad, har afvist de forslag, som Kofi Annan kom med på møder mellem de to i Damaskus i weekenden. Det siger tre amerikanske embedsmænd til CNN.

Ifølge kilderne siger Assad, at han ikke anerkender Annan som repræsentant for den Arabiske Liga, og at han vil ikke foretage sig noget, før oppositionen lægger våbnene.

Kofi Annan ankom mandag til Tyrkiet fra Syrien, efter det ikke var lykkedes for ham at indgå en aftale med præsident Assad om at stoppe den vold, der i løbet af det seneste års oprør har kostet tusindvis af mennesker livet i Syrien.

Assads modstandere i Det Syriske Nationalråd, der samler størstedelen af oppositionen, kræver præsidentens afgang og afviser at forhandle med styret, fordi det ifølge oppositionen står bag drab på tusinder, der har deltaget i demonstrationer.

Herhjemme oplyser Udenrigsministeriet, at man er i tæt kontakt med de øvrige nordiske ambassader, og at der ikke er nogen planer om at trække personalet hjem fra Damaskus med mindre deres sikkerhed bliver truet.

/ritzau/AFP

Italien har lukket landets ambassade i Damaskus og trukket det diplomatiske personale hjem i protest mod Syriens "uacceptable" fremfærd mod oppositionen.

Offentliggjort Sidst opdateret