Italien venter på bunga bunga-dom over Berlusconi
En domstol i Milano vil mandag afgøre, hvorvidt Silvio Berlusconi betalte for at have sex med en mindreårig prostitueret og misbrugte sine magtbeføjelser til at dække over sagen.
Når dommen falder over den tidligere premierminister kan det få politiske følger for Italien, som i to år har fulgt retssagen om Berlusconis påståede "bunga bunga"-sexfester i hans private villa uden for Milano.
Hvis den 76-årige Berlusconi kendes skyldig, risikerer han op til seks år fængsel, og det kan få følger for den nuværende premierminister Enrico Lettas skrøbelige venstre-højre koalition, der er afhængig af Berlusconis støtte.
Flere medlemmer af Berlusconis Frihedsparti har opfordret ham til at trække støtten til regeringen tilbage, og det kan blive mere fristende for ham, når dommen er afsagt.
- Han venter, at dommen går imod ham, og han har sagt til alle, at dommerne er partiske imod ham, siger James Walston, som er professor i politik ved Det Amerikanske Universitet i Rom.
Den italienske højesteret afviste onsdag i sidste uge en appel fra Berlusconi i en anden sag, en langvarig skattesag, hvor han også risikerer en fængselsstraf.
Berlusconi står ifølge anklagerne i mandagens sag for en prostitutionsring i sin villa i nærheden af Milano, hvor han betalte kvinder for sex med kontanter og tjenester.
Men den væsentligste anklage er, at han havde betalt sex med den mindreårige prostituerede Karima el-Maroug, hvis kunstnernavn er Ruby Hjerteknuser.
Det skete ifølge anklageren i 2010, da pigen var bare 17 år. I Italien er det forbudt at købe sig til sex med en pige på under 18 år.
Berlusconi har med alle midler forsøgt at få sagen afvist eller udsat. Retten i Milano besluttede sågar, at det slet ikke var nødvendigt at føre showdanser Karima el-Maroug som vidne.
Men forsøgene var forgæves, og da Ruby efter flere afbud endelig dukkede op og vidnede i retten i Milano i maj, sagde hun, at hun selv havde opfundet detaljer om erotiske selskaber i Berlusconis villa, mens han var premierminister.
Udskrifter af telefonsamtaler, citeret i italienske medier, antyder, at hun indledte sit bekendtskab med Berlusconi, da hun var 16 år. Men hun har afvist at have plejet seksuel omgang med ham.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub