Italien vil have flygtningeproblematik på EU's bord
Foto: Scanpix /Scanpix
Scanpix /Scanpix
Italiens indenrigsminister, Angelino Alfano, appellerer til EU om mere hjælp til at håndtere de mange flygtninge, som hvert år tager turen fra Afrika til Europa over Middelhavet.
Opfordringen kommer efter, at en båd fyldt med flygtninge tidligt torsdag blev sat i brand og sank ud for den italienske ø Lampedusa, hvor indtil videre 111 personer er omkommet.
Indenrigsministeren ønsker, at EU's grænseagentur, Frontex, skal bidrage med flere patruljefly- og både i Middelhavet. Derudover skal EU-reglen om, at asylansøgere skal søge om asyl i det land, de først ankommer til, tages op til revision, mener italienerne.
Alfano opfordrer også EU til at indgå et politisamarbejde med de nordafrikanske lande for at stoppe migranternes afrejse fra deres kyster. Italiens præsident, Giorgio Napolitano, har fremsat en lignende idé torsdag.
EU-Kommissionen kan dog næppe gøre meget ved det, fordi migrantspørgsmål hører ind under de enkelte landes egen lovgivning.
- Vi kan ikke pålægge nogen noget fra Bruxelles. Det er heller ikke realistisk at tro, at vi med det migrationspres, vi ser, kan forhindre alle tragedier og dødsfald i Middelhavet, siger kommissionens talsmand Michele Cercone.
Der kan dog være hjælp på vej fra EU alligevel.
Den svenske EU-kommissær Cecilia Malmström, der blandt andet er ansvarlig for unionens flygtninge- og migrationspolitik, planlægger en rejse til Lampedusa i midten af oktober, bekræfter hendes pressetalsmand over for nyhedsbureauet TT.
På opfordring fra Italien skal EU's indenrigsministre på et møde i Luxembourg tirsdag også drøfte konsekvenserne af den fatale skibsulykke.
Oven på ulykken blev fredag erklæret for national sørgedag i Italien.
Også paven kommenterede tragedien.
- I dag er en grådens dag, sagde den katolske kirkes overhoved under et besøg i helgenbyen Assisi.
Italien har længe været oppe at toppes med EU om migrationsspørgsmål. Landet er gentagne gange blevet kritiseret af det internationale samfund for den hårde migrationspolitik, som landet førte under Silvio Berlusconis tidligere regeringer.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker