Italien vil hjælpe Libyen med oliesalg

Et møde med deltagere fra vestlige og mellemøstlige stater i Rom i næste måned skal drøfte, hvilke muligheder der er for at sælge olie fra Libyens østlige oprørsområder på verdensmarkedet, siger Italiens udenrigsminister, Franco Frattini.

Efter et møde med Mustafa Abdel Jalil, der er leder af Det Nationale Libyske Råd, siger Frattini, at politiske ledere vil arbejde på metoder, der "tillader salg af olieprodukter, som er fremstillet i Cyrenaica af producenter og leverandører til internationale købere".

I forbindelse med samme møde siger Jalil, at når der skal knyttes internationale bånd, så vil han give Frankrig, Italien og Qatar en særstilling, fordi de tre lande har anerkendt Libyens opposition.

- Vores økonomiske fremtid vil særligt omfatte de lande, der har støttet os, siger Mustafa Abdel Jalil.

Hidtil har konflikten i Libyen kostet 10.000 mennesker livet og såret andre 55.000, oplyser den italienske udenrigsminister og citerer tal, der er indsamlet af oprørsregeringen med base i byen Benghazi.

- Præsidenten fortalte os om 10.000 døde og 50.000 til 55.000 sårede, siger Franco Frattini i Rom efter samtaler med Mustafa Abdel Jalil.

/ritzau/Reuters

Oprørerne i Libyen får massiv opbakning fra Italien, Frankrig og Qatar og kvitterer med et nært samarbejde.

Offentliggjort Sidst opdateret