Italiener ville stjæle Auschwitz-pigtråd
En 66-årig italiensk mand er anholdt i lufthavnen i Krakow i Polen.
Det er sket, efter at politiet i mandens bagage fandt en "souvenir" fra koncentrationslejren Auschwitz, nemlig 30 centimeter pigtråd.
- Manden blev anholdt lørdag. Han har sagt til politiet, at han ville have en souvenir fra Auschwitz, fordi hans far døde i lejren, siger en talsmand for politiet.
Politiet siger, at han bliver løsladt igen, hvis det viser sig, at han ikke har ødelagt noget.
Sidste år blev en franskmand også anholdt i Krakow, da han forsøgte at komme ud af Polen med et stykke pigtråd fra Auschwitz.
Nazitysklands koncentrationslejr Auschwitz-Birkenau i Polen regnes for det mest grusomme symbol på nazisternes forbrydelser før og under Anden Verdenskrig mod jøderne.
Det store lejrkompleks blev taget i brug af Tyskland et år efter, at landet invaderede og besatte Polen i 1939.
Af de omkring seks millioner jøder, som Nazityskland myrdede, blev en million dræbt i denne koncentrationslejr, blandt andet ved hjælp af gas.
Blandt ofrene i lejrene var også krigsfanger, anderledes tænkende, handicappede, romaer og flere andre grupper.
Det daværende Sovjetunionens hær nåede den 27. januar 1945 frem til Auschwitz og den nærliggende landsby Birkenau, der var lagt sammen med Auschwitz.
Da blev lejren befriet, og denne dato er nu international mindedag for Nazitysklands folkemord på jøderne, også kaldet Holocaust.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde