Italiens Meloni står stærkt hjemme og viser tænder i EU

Der er god grund til at smile for Italiens premierminister, Giorgia Meloni, for tiden. Både nationalt og internationalt klarer hun sig ifølge iagttagere godt. (Arkivfoto). Foto: Andreas Solaro/Ritzau Scanpix

De første seks måneder i spidsen for Italien har overvejende været en succes for Giorgia Meloni. Hun har råbt højt i EU og står stærkt i meningsmålinger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det sendte chokbølger igennem EU, da Giorgia Meloni fra den ydre højrefløj kom til magten i Italien for et halvt år siden.

Væk var den EU-glade Mario Draghi med en fortid som chef for Den Europæiske Centralbank. I stedet skulle en EU-skeptisk nationalist nu styre EU's tredjestørste økonomi.

På de første seks måneder har premierminister Meloni og hendes regering, som er den mest højreorienterede i Italien siden Anden Verdenskrig, modbevist skeptikere.

De forudså, at regeringen med tre stærke partiledere - Meloni fra Italiens Brødre, Matteo Salvini fra Lega og Silvio Berlusconi fra Forza Italia - ville få svært ved at få samarbejdet til at køre.

Men foreløbig forløber det ganske som smurt.

Love for at forhindre masseindvandring er kommet på plads, ligesom regeringen hævder at beskytte "traditionelle familieværdier" ved at have begrænset forældrerettigheder for homoseksuelle par.

Internationalt har Meloni holdt en forbavsende rolig kurs, lyder det fra iagttagere af italiensk politik.

Det frygtede opgør med EU er udeblevet. Og støtten til Ukraine, som der også var sået tvivl om, er forblevet intakt.

Hun har skruet ned for retorikken og søger stabilitet internationalt. Forklaringen er, at hun forsøger at vise sig som mere end en højtråbende oprørsk stemme.

- Hun er rykket mod midten meget, meget hurtigt for at se mod andre vælgere end dem på den yderste højrefløj, siger professor i politik Daniele Albertazzi.

Hun appellerer dermed til de mere moderate italienere.

- Hun siger: "Jeg er ikke et monster. Jeg har ikke gjort noget for at tippe båden".

På migrationsområdet mener Meloni, at hun på sine seks måneder som Italiens leder har skabt resultater både nationalt og internationalt.

Hun siger, at hun har fået EU til at lytte til Italiens bekymringer om en mulig migrantstrøm.

Ifølge iagttagere af italiensk politik er Melonis retorik blevet dæmpet. Særligt internationalt, hvor hun har holdt en rolig kurs. (Arkivfoto). Foto: Remo Casilli/Reuters

- Problemet med den sydlige grænse er ikke kun Italiens problem, men hele Europas, siger hun i et interview med det italienske nyhedsmedie Italy 24.

- Vi har formået at ændre paradigmet. Vi har afsluttet æraen, hvor Italien var stille. Vi har taget en aktiv rolle og bedt andre stater om at bygge en ny europæisk migrationspolitik sammen med os.

Indtil videre er 35.000 migranter gået i land ved Italiens kyster i løbet af i år. Det er fire gange flere end i samme periode de to foregående år.

Meloni og regeringen har ellers forsøgt at forhindre det.

Tidligere i år indførte koalitionen regler, som begrænser handlingsmulighederne for nødhjælpsorganisationer, der har redningsskibe i Middelhavet.

Desuden forsøger regeringen sig med et omstridt forslag om at fjerne rettigheder om beskyttelse for migranter.

Selv om migrationen foreløbig ikke er mindsket sammenlignet med de seneste år, står Meloni og regeringen stærkt efter de første seks måneder.

Hun har vist handlekraft på områder, som optager mange italienere, og samtidig er oppositionen svag og ude af stand til skabe problemer for regeringen.

I den seneste meningsmåling står Italiens Brødre til 28,6 procent af stemmerne. Det er en stigning fra de 26 procent, som partiet fik ved valget i september.

/ritzau/AFP

Hvem er Giorgia Meloni og Italiens Brødre?

* Partiet Fratelli d'Italia - Italiens Brødre - blev det største ved det italienske valg i 2022 med cirka 26 procent af stemmerne. Ved valget i 2018 fik partiet fire procent.

* Italiens Brødre er udsprunget af en bevægelse, der blev dannet af støtter af Benito Mussolini, den tidligere fascistiske leder af Italien. Det bliver derfor beskrevet som et parti med fascistiske rødder.

* Partiets motto er "Gud, familie og fædreland".

* 46-årige Giorgia Meloni, leder af Italiens Brødre, afviser pure at være fascist, ligesom hun insisterer på, at der ikke er plads til "nostalgiske tanker om fascismen" i partiet.

* Hun beskriver sig selv som konservativ og som en "kristen mor", der ønsker at forsvare "traditionelle familieværdier".

Kilder: Reuters og AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu