Italiens politi finder kokain for milliarder
Politiet i Italien har beslaglagt over fire ton kokain og smadret en del af en mafiabande. Mange er anholdt.
Italiensk politi har beslaglagt over fire ton kokain og anholdt mange personer, der mistænkes for at være med i en smuglerring inden for mafiaen.
Det beslaglagte narkotika har en værdi på gaden på en milliard euro svarende til 7,45 milliarder kroner.
Oplysningerne kommer fra en kilde i Italiens politi og fra en erklæring, der er udstedt af en domstol i byen Reggio di Calabria, som ligger på tåen af Italiens "støvle".
Domstolen siger, at den har udstedt arrestordre på 34 personer, herunder på højtstående medlemmer af mafiaklaner i Calabrien. De 34 begæres anholdt på grund af narkoforbrydelser.
På nær to er alle 34 nu anholdt, siger politioberst Mario Palumbo til Reuters.
Beslaglæggelsen af de fire ton kokain er sket over 18 måneder, og politiet fra flere lande har arbejdet sammen om at optrævle smuglerringen.
I samme sag eftersøger spansk politi fire personer.
Det amerikanske narkopoliti, DEA, har forsynet italienerne med efterretninger om forsyningsruter og afsendelse af narkotika fra Sydamerika.
I erklæringen fra domstolen hedder det, at leverandørerne af kokain ifølge DEA blev beskyttet af topfolk fra oprørsbevægelsen Farc i Colombia.
Politioberst Palumbo siger, at rivaliserende mafiaklaner har arbejdet sammen om at få kokain smuglet til Europa fra Sydamerika.
- De har overvejende brugt banker i skattely til at betale for narkotika, siger Palumbo og tilføjer, at det er sket i et forsøg på at sløre sporene for myndighederne.
Calabriens mafia, kendt som 'Ndrangheta, har indtaget en rolle som Europas største importør af kokain.
Det har gjort den til en økonomisk magtfaktor i det ellers forholdsvis fattige, sydlige Italien, stod der tidligere i år at læse i en rapport, der er skrevet af anklagere, som retsforfølger mafiaen.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet