Italiens regering udvider projekt om at fjerne børn fra mafiafamilier

Den italienske dommer Roberto Di Bella er manden bag projektet om at fjerne mafiabørn fra deres familier. Han har skrevet en bog om det, "Fri til at vælge". Foto: Andreas Solaro/Ritzau Scanpix

For at ødelægge fremtiden for mafiaen i Italien udvider regeringen i Rom et projekt om at fjerne børn fra mafiafamilier. Otteårige skal ikke lære at skyde.

Offentliggjort Sidst opdateret

For at redde børn fra en fremtid i Italiens underverden, og for at kappe livsnerverne til Italiens mafiagrupper, udvider Italiens regering et projekt, der ellers er drastisk.

Børn fjernes fra mafiafamilier og flyttes til hemmelige steder.

Det skal forhindre, at børn i risikozonen følger forældrenes fodspor ind i et liv med kriminalitet.

Den livsbane, der er nedarvet i generationer via blodets bånd og familieloyalitet, skal brydes.

- Dette er et historisk øjeblik i kampen mod mafiaen, siger justitsminister Carlo Nordio.

Hans udtalelse faldt forleden, da han præsenterede projektet, som bærer underskrifter fra fem ministre, for ledelsen i Italiens katolske kirke.

Det er et ældre program, der nu udvides. Det kaldes "Fri til at vælge".

Det blev introduceret tilbage i 2012 af Roberto Di Bella, dommer ved en ungdomsdomstol i Calabrien-regionen.

Calabrien er hjemsted for en af Italiens mest voldelige mafiaer, nemlig 'Ndrangheta.

Nu udvides programmet til Sicilien, hvor den magtfulde Cosa Nostra-mafia har hjemme, og også til Campania-regionen. Her ligger byen Napoli, og i denne region har den tredje store mafia i Italien hjemme. Det er Camorra.

- Der er børn, der lærer at skyde, når de er otte. Der er børn, som lærer at sælge narko, når de er otte, siger Chiara Colosimo, leder af anti-mafiakommissionen i parlamentet.

Dommer Roberto Di Bella siger, at han kender tilfælde, hvor børn er blevet tvunget til at dræbe deres egne mødre for at forsvare familiens ære.

Men han siger, at han også har set børn, der "stadig har lys i deres øjne og håber på et anderledes liv".

Siden programmet blev iværksat for 12 år siden, er omkring 150 børn blevet fjernet og sat i plejefamilier hemmelige steder i landet.

I sidste uge demonstrerede unge mod mafiaen i Italiens hovedstad, Rom. På banneret er et foto af politikeren Piersanti Mattarella, der blev dræbt af mafiaen i 1980. Han var bror til Italiens præsident, Sergio Mattarella. Demonstrationen var til minde om de omkring 1000 mennesker, som er dræbt af mafiaen i Italien siden 1990'erne. "Mafiaen dræber, det gør tavshed også", står der på banneret. Foto: Gregorio Borgia/Ritzau Scanpix

Her lærer de om livet uden for mafiaklanerne.

Di Bella siger, at omkring 30 mødre har valgt at følge deres børn ud af mafiaen. Syv af dem er blevet statens vidner mod mafiaen.

- Vigtige mafialedere er også blevet kollaboratører med staten for at beskytte deres børn. En af dem siger, at han gjorde det for sine børnebørn, siger dommeren.

Di Bella er nu dommer i Catania på Sicilien. Han siger, at han har modtaget breve fra fængslede mafiafolk, der takker ham for at have reddet deres børn.

Han har vist et af brevene til nyhedsbureauet AFP. Brevskriveren er nu vidne mod sine tidligere mafiavenner.

- Jeg husker, da jeg var dreng. Da jeg så min egen søn, vidste jeg, at jeg havde gjort det rigtige, skriver han.

Familieminister Eugenia Roccella siger, at kvinder i klanerne har en vigtig rolle at spille.

Italiens familieminister, Eugenia Roccella, siger, at mafiakvinder bør bryde med de kriminelle klaner og tage deres børn med. (Arkivfoto.). Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix

I populærkulturen og i medier fremstilles mafialederes hustruer ofte som kvinder, der bag kulisserne udstikker ordrer, når deres mænd er i fængsel.

- Det er fiktion. Det er umuligt, at der kan være nogen form for kvindelig frigørelse inden for denne kultur, som krænker og ødelægger kvinder, siger familieministeren.

- En kvindes rolle er at bryde kæden af kulturel transmission. At gøre det igennem ulydighed. Specielt ved at fjerne sig selv og sine børn fra mafiaen, tilføjer hun.

/ritzau/AFP

Mafiaen i Italien

* Ifølge Italiens myndigheder er der tre forskellige, store mafiaorganisationer, der opererer med afsæt i hver sit område af landet.

* Cosa Nostra er fra Sicilien, Camorra er fra Napoli, og 'Ndrangheta er fra Calabrien.

* Trods de syditalienske rødder er især 'Ndrangheta også beviseligt aktiv i Norditalien, EU-lande og USA.

* De henter milliarder af euro på afpresning, handel med narkotika, våbenhandel og andre ulovligheder.

* Familiebånd betyder meget. Især i 'Ndrangheta er blodbånd og ægteskabsforbindelser vigtige.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Det er Italiens justitsminister, Carlo Nordio, der står bag aftalen om at udvide projektet med at fjerne mafiabørn til flere områder i Italien. (Arkivfoto.). Foto: Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu